Klassisk kalorielet tunmousse
Tunmousse er en ret, de fleste kan lide. Derfor er den ofte et hit at servere sammen med fiskeanretningerne til julefrokosten, da dem der ikke er så vilde med sild og fisk måske er vilde med tunmousse. Til dem der er vilde med sild, kan du servere min nemme, sundere hjemmelavet karrysalat.
Denne udgave er langt mere kalorielet end den klassiske, da den er lavet uden smør, mayonnaise og creme fraiche, men den smager alligevel fantastisk! Tun moussen kan serveres til jul, men jeg tror den er et hit på et hvert frokostbord ligegyldig årstid.
Serverer tunmousse med en citron-båd, evt. et halvt blødkogt æg og noget rigtig godt brød.
Velbekomme
Tunmousse
Opskrift på en fantastisk tunmousse som er langt mere kalorielet end den klassiske, da den er lavet uden smør, mayonnaise og creme fraiche.
Ingredienser
- 1 dåse tun
- 2 dl hytteost
- saft af 1/2 citron
- salt og peber
- 1 blad husblas
- 1 tsk rød stenbiderrogn
Sådan gør du
- Stil husblasen i blød i koldt vand i 10 min.
- Blend imens tun, hytteost, citronsaft, salt og peber med en stavblender til en ensartet masse.
- Tag husblassen op af vandet og smelt det over vandbad.
- Lad husblassen køle af, rør en smule af moussen i husblassen for at køle den.
- Bland husblassen i moussen.
- Rør stenbiderrognen i moussen og stil den på køl i mindst 1 time.
- Pynt med citron og stenbiderrogn.