fbpx
MENU

Koldhævet boller med gulerod

Gå til opskrift

Koldhævet boller med gulerod

De nemmeste boller at lave, så lille en indsats så meget smag. Bollerne er bløde og saftige. De holder sig dejlig fugtige i et par dage, i en pose på køkkenbordet. 

Bollerne er lækre, luftige og fulde af fuldkorn.

Boller med gulerod koldhævet

Barselsboller

De her koldhævet boller med gulerod, er de boller jeg har bagt mest i min barsel (den har heller ikke været så lang endnu). Jeg bagte dem første gang hjemme hos min far i sommers, da jeg var på ”ferie” for at bage bryllupskage. Jeg brugte den mel far havde i skabene – som var rugmel og havregryn. Sidenhen har jeg fortsat brug disse meltyper, hvis jeg har haft dem. Ellers bruger jeg det mel jeg har i skuffen, oftest fuldkornshvedemel – det har været rigtig smart, når jeg har forsøgt at tømme skufferne ifbm. flyningen. 

Grundopskriften som jeg bruger til koldhævet boller er: ½ pakke gær og 4 dl vand. Derudover 2 gulerødder, mel og salt. Jeg bruger den største mængde hvedemel, men starter med at røre rugmel/fuldkornshvedemel og havregryn i vandet med det opløste gær og revet gulerod. Dejen skal kunne røres sammen med en grydeske, være fast men stadig klistret. Dejen skal ikke æltes. 

Valget af mel har betydning for resultatet. Rugmel giver en grovere og mørkere bolle. Fuldkornshvedemel giver en blødere bolle.

Koldhævet gulerodsboller

Hvad serverer man for mødregruppen? 

Nybagte boller! Dejen rører du sammen aftenen/dagen for inden, stiller den i køleskabet og bager boller næste dag. Det tager kun 30 minutter, så har du nybagte boller og hele huset dufter. Perfekte barselsboller.

Se også opskriften på koldhævet boller med gulerod og hvedekerner her!

Ingredienser i koldhævet boller

Koldhævet boller ingredienser

Vand – Jeg bruger vand direkte fra den kolde hane, ikke iskoldt vand, bare koldt vand. De skal alligevel hæve i køleskabet, hvor der også er koldt.

Gær – 1/2 pakke frisk gær bruger jeg til at hæve bollerne med.

Gulerødder – Jeg bruger 2 økologiske gulerødder af helt almindelig størrelse. Er de meget små bruger jeg 3. Jeg har også bagt disse boller med squash, det fungerer også rigtig godt. Gulerødder giver en dejlig sød smag og så er det bare skønt at bage brød med grøntsager.

Havregryn – Jeg bruger økologisk grovvalset havregryn, da det er dem vi spiser herhjemme. Men fintvalsede havregryn kan også bruges. Havre giver en dejlig sød smag til bollerne. Har du ikke havregryn, så undlader du dem bare, og bruger lidt mere mel.

Fuldkornsmel – Jeg bager typisk disse boller med fuldkornshvedemel, det giver dejlige bløde og saftige boller. Jeg kan også godt lide at bage dem med rugmel eller nogengange hvid hvedemel. Brug den grove mel-type du har, fuldkorn giver nemlig masser af smag!

Hvedemel – Den største mængde mel er hvedemel i disse boller. Jeg burger almindelig økologisk hvedemel eller Manitoba hvedemel, hvis jeg har det, som har en bedre hæveevne.

Salt – En meget vigtig smagsgiver i brød, jeg bruger groft salt.

Rigtig god fornøjelse.

Velbekomme.

Koldhævet boller med gulerod

Nemme koldhævet boller med gulerod
Tid: 25 minutter
Til: 10 stk

Det skal du bruge:

  • 4 dl vand
  • 1/2 pk. gær 25g
  • 2 stk. gulerødder ca. 120g
  • ca. 1 dl havregryn
  • ca. 2 dl fuldkornshvedemel
  • ca. 5-6 dl hvedemel
  • 1 spsk. groft salt

Sådan gør du

  • Rør gæren ud i vandet.
  • Tilsæt revne gulerødder, havregryn og fuldkornshvedemel/rugmel, rør det godt ud i vandet.
  • Rør derefter hvedemel i dejen lidt ad gangen, dejen skal kunne røres, men være fast og stadig klisteret.
  • Rør tilsidst salt i dejen og sæt den på køl til dagen efter.
  • Dagen efter: 10 boller sættes på en bradeplade med bagepapir med en våd ske. Drys evt. lidt kerner på bollerne.
  • Bages midt i ovnen ved 200 grader varmluft i 20 minutter.
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

Surdejsboller med gulerod

Gå til opskrift

Gulerodsboller med surdej

Sprøde surdejsboller med gulerod er super lækre boller både til morgenmad, som madpakkebrød eller til eftermiddagskaffen.

Nemme surdejsboller

Opskriften på disse surdejsboller med gulerod er en efterfølger på denne opskrift på nemme surdejsboller, som jeg ved rigtig mange har haft rigtig stor succes med.

Opskriften

Opskriften på surdej er fortsat et regnestykke eller rent matematik. Surdejsboller med gulerod laver jeg af en dej med 60% vand (hydration), hvilket er en ret “tør” dej, men i og med gulerødderne også bidrager med fugt, kommer der fine huller i de færdigbagte boller. Bollerne er bagt med 20% fuldkorn, jeg bruger stenformalt fuldkornshvedemel. Brødet er bagt med 10% surdej og 3% salt.

Gulerodsboller surdej

Tilføj en gulerod

Jeg er vild med at tilføje grøntsager hvor jeg kan, også i brød. Gulerodsboller er mere svampede og med en sød smag – det er lækkert.

Sprøde surdejsboller med gulerod

Surdejsboller med gulerod vil være helt sprøde og crispy når de kommer ud af den meget varme ovn. Men fugtigheden fra gulerødderne, og brødets indre, vil trænge ud mod skorpen og gøre bollerne bløde. Det er ikke noget, som en tur i en meget varm ovn ikke kan modvirke og så har du igen sprøde boller. Jeg fryser mine surdejsboller når de er afkølet. Får jeg lyst til en bolle tænder jeg ovnen på 250 grader, tør hurtigt surdejsbollen op 20 ser i mikroovnen og så i oven 7 minutter til skorpen igen er sprød og bollen er som nybagt.

Aktiv surdej

Bollerne er bagt helt uden gær og for at det kan lykkes kræver det at du har en livlig og aktiv surdej. Der er rigtig mange måder på, hvordan du holder liv i din surdej. Min surdej fodrer jeg med 40g hvedemel, 10g fuldkornhvedemel, 50g vand og 50g gammel surdej. Jeg fodrer min surdej én gang dagligt. Bager jeg med surdej, fodrer jeg den en gang til. Går der lang tid i mellem at jeg bager med surdejen kommer den på køl, til jeg igen skal bruge den.

Surdejsboller nemme

Afbagning

Bage tiden på surdejsboller er 20 minutter. Jeg tænder gerne ovnen 30-45 minutter inden bollerne skal bages, så kan ovnen og bagestålet nå at varme op. Jeg tænder ovnen på 260 grader og har også en bradepande i ovnen. Samtidig tager jeg bolledejen ud af køleskabet.

Jeg skærer 10 boller af dejen, som jeg forsigtigt placerer på bagepapir. Jeg bager bollerne 10 minutter ved 250 grader, hvor jeg har kogende vand i bradepanden under bagestålet (med damp). Derefter tager jeg bradepanden med vandet ud af ovnen, skruer ned på 225 grader og bager dem yderligere 10-15 minutter til de har en mørk og sprød skorpe.

Rigtig god fornøjelse med gulerodsbollerne

Velbekomme.

Gulerodsboller med surdej

Surdejboller med gulerod

Gulerods-surdejs-boller
Tid: 2 days
Til: 10 stk

Det skal du bruge:

  • 400 g hvedemel
  • 100 g fuldkornshvedemel
  • 300 g vand stuetemperatur
  • 150 g gulerod
  • 100 g surdej bageklar
  • 15 g salt

Sådan gør du

  • Lige inden surdejen er bageklar, blandes bolledejen og stilles til autolyse.
  • Bland de 500g mel (400g hvedemel og 100g fuldkornshvede), 300g vand og 150g revet gulerod sammen og lad det stå til autolyse 30-60 minutter. Bland det sammen til alt melet er fugtet – det kan gøres på rørmaskine eller i hånden.
  • Bland efter autolyse de 100g aktiv og bageklar surdej i dejen og rør det godt sammen. Lad dejen hvile yderligere 30 minutter.
  • Tilføj 15 g salt til bolledejen og ældt den godt sammen.
  • Hæld bolledejen i en bøtte med låg og lav et par foldninger.
  • Fold dejen hvert 20-30 minut, de næste 2 timer.
  • Lad derefter dejen hæve 2 timer, hvorefter dejen sættes på køl natten over.
  • Dag 2
  • Tag dejen ud af køleskabet.
  • Varm ovnen op på 260 grader, med bagestål (pizza bagesten) og en bradepande.
  • Lad ovnen varme op i minimum 30 minutter, i mens bolledejen står på køkkenbordet.
  • Når ovnen er varm, hældes dejen ud på bordet og den "hakkes" til 10 boller. Forsøg at undgå at slå luften ud af dejen. Placer bollerne på bagepapir.
  • Skub bollerne på bagepapir ind i den varme ovn på bagestålet, og hæld en stor kop kogende vand i bradepanden unden bagestålet, for at skabe masser af damp i ovnen.
  • Skru ovnen ned på 250 grader og bag bollerne med damp i ca. 10 minutter.
  • Efter de 10 minutter fjernes bagepladen med damp, og ovnen skrues ned på 225 grader. Bag bollerne færdig ved 225 grader i 10-15 minutter. Afkøl bollerne på en rist.
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

Nemme koldhævet rug- og havreboller

Gå til opskrift

Sådan laver du koldhævet rug- og havreboller

Opskriften på koldhævet rug- og havreboller opstod i et forsøg på at lave en grundopskrift på koldhævet boller.

Jeg ser lækre koldhævet morgenboller alle steder på Instagram og har længe tænkt, at jeg måtte forsøge at lave en super nem og relativ fedtfattig opskrift på koldhævet boller.

Efter min svoger havde en bolledej i køleskabet sidst jeg besøgte dem og vi vågende til fantastiske nybagte boller – har jeg tænk på at lave min egen opskrift. Bollerne var virkelig gode og det var selskabet også. Han fortalte mig opskriften og det jeg husker var: 1/2 pakke gær, sukker, hvedemel og olie. Det er der ikke i min bolleopskrift, da jeg godt syntes, jeg kan undvære sukker og olie og så i stedet spise f.eks. nutella på de nybagte boller 🙂

Rug og havreboller

Grundopskrift:

Jeg besluttede mig for at min grundopskrift skulle være som følgende:

  • 1/2 pakke gær
  • 5 dl vand
  • 400-500g mel
  • 1 tsk salt

Jeg ville gerne lave fuldkornsboller og jeg gik straks i køkkenet. Men så sker der det, at vi ikke har mere fuldkornsmel eller grahamsmel. Det vi havde var en lille rest rugmel og det kom der disse boller ud af.

Da jeg satte bolledejen i køleskabet aftenen forinden troede jeg ikke rigtig på det. Efter jeg havde bagt bollerne var jeg ikke i tvivl, dem ville jeg lave igen og de var et blogpost værdig!

Du kan se hvordan jeg laver bolledejen på IGTV via min profil på Instagram.

Det var sådan jeg gjorde, men nu ved du, at du godt kan lave lækre boller selvom du ikke lige har de eksakte ingredienser.

Forsøg dig frem.

Velbekomme

Rug- og havreboller

Antal: 10 stk.

Ingredienser

  • 25 g gær
  • 5 dl vand
  • 100 g havregryn
  • 100 g rugmel
  • 200 g hvidhvede
  • 2 tsk groft salt

Sådan gør du

  • Rør gæren ud i kold vand.
  • Tilsæt de resterende ingredienser og rør dejen godt sammen.
  • Sæt dejen i køleskabet natten over.
  • Næste morgen, tænd ovnen på varmluft ved højeste temperatur, min ovn kan komme op på 275 grader.
  • Sæt bolledejen på en bradepande med bagepapir med to skeer. Dyp evt. skeerne  i vand, det hjælper på at dejen ikke klistrer fast på skeerne.
  • Skru ovnen ned til 215 grader og bag bollerne i ca. 15 min.

Varme Hveder

Gå til opskrift

Fuldkornshveder til Store Bededag

Der er ikke noget som en ostemad og en kop te! For mig er det indbegrebet af hygge om aftenen, læs mere om min families hygge traditioner her. Jeg plejer at købe nogle lækre hveder ved bageren, men i år ville jeg bage mine egne.

Fuldkornshveder

Store Bededag

Store Bededag er en rigtig god undskyldning for at spise en hyggelig ostemad efter aftensmaden. Sådan en helt hvid hvede smager skønt! Men jeg har lavet en sundere sukkerfri fuldkornsvariant og sparet lidt på smørret, som smager mindst lige så godt. Disse sundere hvederne er stadig søde og krydret fra kardemommen – lige som de skal være. Jeg tror ikke der findes noget bedre end duften af hjemmebagte hveder, fuldkorn eller ej?

Hveder

Sunde hveder

I 2013 (læs hvor min sundhedsrejse startede her), lavede jeg “sundere” hveder uden hvede! Efter en opskrift fra Sofia Sommer, sjovt nok den præcis den opskrift du kan finde et utal af steder hvis du googler: “sunde hveder”. Det der gør disse “sunde” hveder sunde, er at de ikke inde holder hvede! Engang troede jeg også på at det var hvede der gjorde mig tyk. Men jeg er blevet klogere og det viser sig at det er for mange kalorier man (jeg) tager på af. De “sunde” lowcarb hveder uden hvede er langt mere kalorietætte end almindelige hveder og mine fuldkornshveder, fordi de er lavet på ingredienser som indeholder rigtig meget fedt. Fedt indeholder 9 kcal pr g., hvorimod kulhydrater indeholder 4 kcal pr g. De “sunde” hveder uden hvede er derfor langt mere kalorietætte. Jeg siger ikke at de ikke er sunde, men hvis målet er et vægttab, er det “sundt” at spare på kalorierne 😉

Du kan sagtens bage hvederne dagen før og riste dem inden servering. For at de bliver rigtig gode skal de ristes, også selvom de er nybagte. Spis hvederne med smør og ost, spar på kalorierne og spis dem med denne marmelade eller som du bedst kan lide dine hveder.

Velbekomme

Hveder

Hveder

Det skal du bruge:

  • 50 g gær
  • 2 dl mælk
  • 2 dl vand
  • 1 spsk sukrin
  • 1/2 tsk groft salt
  • 1 tsk stødt kardemomme
  • 200 g fuldkornshvedemel
  • 300 g hvid hvede
  • Ca. 100-200g hvedemel
  • 50 g blødt smør
  • 2 æg

Sådan gør du

  • Lun mælk og vand og opløs gæren her i.
  • Bland surkin, kardemomme og de tre slags mel i en anden skål. Tilsæt melblandingen lidt af gangen. Jeg rører dejen på en røremaskine.
  • Når dejen bliver tør tilsættes æggene et af gangen, sammen med mere mel. Tilsidst røres den bløde smør og salt i dejen.
  • Tilsæt evt. mere hvedemel hvis dejen er meget klisteret. Den skal være til at røre ved, men stadig smidig. Jeg bruger ca. 150g hvedemel og alt mel af de andre to slags.
  • Lad dejen hæve på køkkenbordet i ca. 1 time.
  • Rul derefter 16 boller og placer dem tæt, eller i en bradepande. Lad bollerne hæve ca. 1,5 time.
  • Pensel hvederne med mælk og bag dem ved varmluft på 180 grader i ca. 15 min.
  • Rist hvederne inden servering.
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

Pulp boller

Gå til opskrift

De sundeste grøntsagsboller – næsten uden mel

Juice pulp

Bollerne er lavet af pulp, som er den overskydende masse fra friskpresset juice. Til lige netop disse pulp boller juicer jeg grøntsager kun til formålet om at lave boller. Laver du ofte juice og ved ikke hvad du skal bruge den overskydende pulp til, kan du ud over denne opskrift, tilsætte det i brød og bagværk eller gryderetter som f.eks kødsovs.

Begræns madspild

Når jeg laver disse grøntsagsboller, juicer jeg grøntsagsrester, det kan f.eks være stokken fra broccoli og blomkål, det kan være de yderste blade af et spidskål eller stokken fra grønkål. Alle grøntsagsrester som jeg ikke syntes skal smides ud men derimod bruges. På den måde undgår jeg madspild 🙂 Jeg tror ikke det er muligt at gøre grøntsagerne “tørre” nok til at lave grøntsagsbollerne uden at kører dem igennem juiceren. Når jeg juicer grøntsagsresterne får jeg nemlig en tør pulp til at bage af.

Sådan en friskpresset kål-juice smager ikke af ret meget andet en kål og ikke særlig godt. De fleste juices bliver rigtig gode af et par æbler og et par gulerødder. Men det er kun fantasien der sætte grænser! Hvis der er for mange søde frugter eller ingefær i juicen undlader jeg plumpe derfra i bollerne, for jeg kan bedst lide at bollerne har en “neutral” smag. Når jeg “bare” vil lave boller er det ikke sikkert at jeg drikker kåljuicen.

Pulp bolle

En pulp-bolle vil jeg mene er det tætteste du kommer på en rigtig burger bolle, hvis du vil bytte bollen ud med grøntsager. Jeg har forsøgt mig med Portobello burgere, selleri burger, sød kartoffel burger osv. som alle smager rigtig godt, men det er ikke en rigtig bruger, for det er ikke muligt at spise burgeren med fingerne, som det er med disse grøntsags pulp boller.

Bolleopskriften har jeg lavet siden jeg troede at stivelser var farlige og at mel var forbudt. I opskriften kan du bruge lige den meltype du har lyst til, jeg har denne gang brugt denne quinoamel, men bollerne er mindst lige så gode med denne sesammel eller en anden meltype som f.eks mandelmel eller kokosmel.

Bollerne er de perfekte sunde burgerboller men de smager også skønt med ost 😉

Velbekomme

Pulp boller uden mel

Pulp Boller

Opskriften på de sundeste grøntsagsboller næsten uden mel er lavet af pulpen fra grøntsagsjuice og består næsten kun af grøntsager

Ingredienser

  • 400 g pulp fra juice
  • 2 æg
  • 2 æggehvider
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk hørfrø
  • 1 spsk solsikkekerner
  • 3 spsk fiber Husk
  • 1/2 dl quinoamel eller en anden frø/nødde mel, jeg brugte denne quinoamel
  • 1 spsk tørret timian
  • evt sesam til pynt

Sådan gør du

  • Rør alle ingredienserne sammen i en skål.
  • Lad dejen stå og trække i 15 min. så hørfrø og fibre husk kan suge væske.
  • Form derefter massen til boller, jeg får ca 6-9 boller af en portion. Har jeg meget pulp tilsætter jeg et ekstra æg eller æggehvide.
  • Bag bollerne i ca 35 min ved 200 grader eller 175 grader varmluft. Bollerne skal være gyldne i kanten, måske de skal have lidt længere tid.
  • Bollerne kan holde sig et par dage på køkkenbordet eller i køleskabet, men de kan også fryses ned.

Sunde grøntsagsboller