Stegt rosen- og blomkål med lime og ristede mandler
Rosenkål – er ikke en særlig sexet grøntsag, men i denne salat får grøntsagen helt nyt liv. Den lille runde prut-kål bliver i selskab med blomkål, lime og ristede mandler til en fantastisk varm/stegt salat.
Inspirationen til denne salat har jeg fået fra en af pigerne på min bootcamp, som fortalte om en helt ny måde at spise rosenkål på. Da hun først fik serveret salaten, var hun skeptis, men efter hun havde smagt den, har hun selv lavet den og spist den flere dage i streg. Salaten er så god at hun også måtte fortælle mig og de andre bootcamp piger om den. Sådan som hun har haft det med salaten, kender jeg alt for godt! Får jeg serveret noget der smager lækkert, vil jeg have det igen og igen. Jeg forsøger altid selv at lave det lækre jeg har fået og spiser det gerne flere dage i træk. Når hun havde haft det sådan med denne rosenkålssalat, måtte jeg prøve den. Jeg lavede den efter bedste evne som hun havde fortalt – og den smager fantastisk. Så Kasper har været indlagt til rosenkål i nu 14 dage, men han er også vild med salaten 🙂
Jeg har ristet rosen- og blomkålen på en tør pande og efter at have fortalt til bootcamp pigen at jeg også var vild med salaten, viser det sig at hun koger de to slags kål. Men hele harmonien i salaten kommer fra limesaften og de ristede mandler.
Du kan riste kålen som jeg har gjort eller du kan prøve bootcamp varianten, hvor du koger dem.
Jeg er helt sikker på at begge tilberednings varianter giver rigtig gode salater. Næste gang vil jeg prøve at koge kålene. Du kan sikkert også bruge broccoli i stedet for blomkål, det tror jeg også jeg vil prøve. Jeg vil med glæder høre fra dig, hvis du prøver salaten, på den ene eller den anden måde.
Velbekomme.
Du kan dele din salat med mig på Instagram
Rosenkålssalat
Ingredienser
- 500 g rosenkål
- 1/2 blomkål
- salt og peber
- saft af 1/2 lime
- 15 g ristede mandler
Sådan gør du
- Skyl og vask rosenkålen og pil de yderste blade af.
- Skyl også blomkålen.
- Bræk blomkålsbuketter af i passende størrelser og skær rosenkålen i kvarte.
- Rist rosenkål og blomkål på en tør pande til de tager farve, det tager ca 10 min, krydr undervejs med salt og peber.
- Vend salaten med limesaft og ristede mandler, smag den til og server den.
Ristede mandler
- Mandler kan ristes i ovnen og opbevares i en lufttæt beholder, klar til brug. Har du ikke ristede mandler kan de ristes på en tør pande til de tager farve, det tager ca. 5-10 min.