*indeholder reklamelink
Lækre bløde hjemmebagte pølsehorn med fuldkorn
Hvem elsker ikke pølsehorn? Lækre hjemmebagte bløde bamse pølsehorn, som er spækket med fuldkorn. Win win! Endnu en opskrift hvor jeg overgik mine egne forventninger – for wauw de er gode. Pølsehornene er lavet af en sød “fødselsdagsbolledej”, som er sødet med sukkererstatningen sukrin*, og så er de bagt med hvid hvede, som er et et fuldkornshvedemel.
Fuldkorns pølsehorn
Er fuldkorn virkelig bedre end almindelig hvedemel? For det første så syntes jeg at enhver form for fuldkorn bidrager rigtig meget med smag til bagværk. Læs mere om fuldkorn i min opskrift på surdejsboller. Hvide boller er også gode, bevares. Men helt hvidt brød kan godt blive en klisteret oplevelse, det gør fuldkornsbrød ikke.
Fuldkorn
Fuldkorn er godt for os, det har en række sundhedsfremmende effekter og så mætter fuldkorn godt. Men helt lavpraktisk, hvis målet er et vægttab, så indeholder fuldkorn, og almindelig hvedemel, stort set den samme mængde energi (kalorier), så hvis du spiser præcis den samme mængde af den ene eller den anden, så indtager du samme kalorier og vinder ikke noget ift. dit vægttab. Men du vinder sundhed ved at vælge fuldkornsvarianten og måske det også mætter bedre, så du i løbet af dagen spiser mindre.
Sådan laver du pølsehorn
Der er mange måder at rulle pølsehorn på, men jeg gør det på den måde jeg har lært hjemmefra og er opvokset med. Således kommer pølsehornene til at ligne et “horn”, eller en croissant.
- Form først dejen til en stor bolle og rul derefter bollen ud som en pizzabund
- Skær hver pizzabund til slides – trekanter
- Placer en pølse i kanten af hver trekant
- Rul dejen om pølsen fra trekantens bredeste kant mod midten/spidsen
Nyd pølsehornene som de er – lune eller kolde, med eller uden ketchup. De er også rigtig gode i madpakken, og på enhver buffet.
Velbekomme.
Pølsehorn med fuldkorn
Det skal du bruge:
Pølser
- 20 stk brunchpølser eller 10 pølser
Pølsehornsdej
- 25 g smør
- 3 dl mælk skummet
- 25 g gær
- 1 spsk. sukrin
- 300 g hvidhvede
- 75 g manitoba hvedemel el. alm. hvedemel
- 1 æg sammenpisket til pensling
- Ketchup
Sådan gør du
- Lun mælk og smør i en gryde. Lad smøret smelte i mælken, når det er lillefingervarmt (lunket) hældes det i røremaskinen og gæret opløses heri.
- Tilsæt sukrin og hvid hvedemel lidt ad gangen og ælt dejen godt.
- Tilsæt hvedemelet (maintoba) og ælt dejen godt. Dejen skal være smidig og til at røre ved.
- Lad dejen hæve i ca. 1 time til dobbelt størrelse.
- Del dejen i to og rul hver del til en "pizza".
- Skær hver dej i 10 "pizza-slides"
- Placer 10 pølser langs kanten af hver "pizza-slide".
- Hvis du vil bage ketchup med inden i pølsehornene, så placcer en steg ketchup ved hver pølse.
- Rul dejen om pølserne, fra kanten og mod midten.
- Placer pølsehornene på en bradeplade med bagepapir og lad dem efterhæve 30 minutter.
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
- Pensel pølsehornene med sammenpisket æg.
- Bag dem i ovnen i ca. 15 minutter.
- Nyd dem med ketchup, lune, kolde eller i madpakken.