Min oplevelse med madskolen
Hvorfor jeg meldte mig som frivillig:
Jeg meldte mig som frivillig instruktør på madskolen, for at få noget erfaring med at begå mig i et skolekøkken, da jeg på et tidspunkt drømmer om, at kunne udbyde mine egne madkurser, hvor man kan lære at lave simpelt og sundt mad.
Derudover har jeg som barn altid selv været på sommer-skole, det var dog gymnastikskoler da det var der min interesse lå. Derfor syntes jeg det var et fantastisk koncept for børn, der ligesom jeg, har mad som interesse, at kunne tage på “skole” en hel uge og bare lave mad 🙂 At det tilmed var sund mad gjorde kun konceptet endnu mere attraktivt for mig. At jeg kunne få lov at inspirere børn med min passion for sund mad, og give børnene en oplevelse, var det der gjorde at jeg meldte mig.
Madskole konceptet:
Madskolerne er en “dags-lejer” i sommerferien, for madglade børn og et samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer, 4H og REMA 1000. Formålet med madskolen er at give børn viden om kost og motion på en sjov, lærerig og aktiverende måde, samt at give børnene værktøjer til at gøre varieret kost og sund livsstil til det naturlige valg. Derudover er formålet også at børnene møder produkter fra dansk landbrug, læs mere om vores ekskursion til Egholm Folkefarm. På madskolerne er det børnene selv der laver mad.
Min oplevelse:
Madskolen var en rigtig spændende og lærerig uge for mig. Det var dejligt at se børnenes glæde for madlavning og det var sjovt at se hvordan de spiste og smagte på fødevarer som de normalt ikke bryder sig om, fordi de selv havde tilberedt det. Det var også bekræftende for mig at se, hvordan børnene erhvervede sig madlavningserfaringer efterhåndende som de fik lov til selv at prøve. Jeg tror det var gældende for alle børnene, at det var første gang at de selv fik lov til at partere en hel kylling. Jeg må indrømme at ingen af kyllingerne så ud som jeg havde demonstreret, men hvem siger også at det var den bedste måde at partere dem på. De smagte i hvert fald fantastisk og jeg håber børnene fik en oplevelse. Jeg syntes det var en rigtig god, givende og inspirerende uge.
Som tak for hjælpen som frivillig instruktør fik vi en pande fra Holm. Og hvad er mere nærliggende end at tilberede en af opskrifterne fra ugen? Her får i opskriften på Herregråds koteletter som smager overrasende godt.
Velbekomme
Herregårdskotelet
Ingredienser
- 1 herregårds kotelet
- 1 fed hvidløg
- 1/4 citron
- 1 kvist rosmarin
- Salt og peber
Sådan gør du
- Dup kødet tørt med køkkenrulle og krydder det med salt og peber.
- Steg koteletten på en pande sammen med hvidløg, rosmarion og citron.
- Brun koteletten ca. 1-2 min på hver side, skru så ned og steg koteletten færdig ca. 20-25 min.