Jeg har helt vildt meget lyst, til at uge 6 skal være “lyserød uge”. Det er valentinsdag på søndag og endda også fastelavn. Jeg synes vi har brug for at sætte noget “kærlighed” på menuen. Det gør vi i denne uge, lørdag, hvor jeg vil prøve at tilberede en svineskank – det har jeg aldrig prøvet før, men det er jeg sikkert god til – hilsen Pippi. Tanken var “brændende kærlighed“, men jeg kan ikke lide bacon, og bryder mig heller ikke særlig meget om kartoffelmos. Kasper har efterspurgt svenskpølseret i en evighed nu, så det var også en overvejelse at lave “brændende kærlighed” ala svenskpølseret. I kan godt forestille jer det, kartoffelmos og pølser – mon der allerede er en ret med et navn?
Der kommer rigeligt kærlighed og kage i løbet af ugen. Følg med på min instagram story.
Ellers er madplanen helt almindelig sund og fornuftigt mad.
Sådan ser vores madplan for uge 6 ud
Søndag: forberedelse og rester
Endnu en gang forbereder vi lidt frem til ugen. I morgen skal vi have pitabrød med hakkebøf og spidskåls tzatziki. Tzatzikien laver vi i dag af fedtfattig græsk yoghurt, hvidløg, salt og finsnittet spidskål. Vi bager igen en tærte til Kaspers formiddagsmad, bunden efter denne opskrift, igen fyldt med champignon og spinat. Hvis han skal have andet fyld, vil han have pølser 😀 Og så spiser vi “tag selv bord” til aftensmad som i sidste uge.
Mandag: Pitabrød med spidskåls tzatziki og hakkebøf
Pitabrødende køber vi. Dem spiser vi med hakkebøf fra grillen, tzatziki fra i går og lidt ekstra grøntsager.
Tirsdag: Mexi bowl med crispy chicken og sort bønnemos
Menuen er en salatbowl, på en bund af krøllet-salat og spidskål. Crispy chicken krydderi fra brev, og en mos lavet på sorte bønner som jeg koger i en grøntsags boullionterning og blender. I bowlen skal der også være peberfrugt, agurk og cherrytomater.
Onsdag: Vegetarisk tikka masala med aubergine
Onsdag bliver vores vegetariske dag. Jeg vil lave tikka masala med aubergine, med udgangspunkt i denne opskrift fra spis bedre. Jeg tænker at nøjes med en dåse kikærter og undlade mandler. Vi kan bruge det resterende græske yoghurt. Til tikka masalaen serveres ris og blomkålsris fra frost.
Torsdag: Frikadeller med blomkåls-persillesovs, kartofler og råkostsalat af spidskål og gulerod
Frikadeller efter denne opskrift. Jeg laver rigeligt, så der også er til fryseren. Dertil laver jeg persillesovs af et kogt blomkål, blendet til en tynd puré, tilsat en klat smør og masser af persille. Koger kartfoler og river gulerødder og spidskål til en råkost med citronsaft og lidt rosiner.
Fredag: Sushi
Eftersom Kasper fik nogle store bøffer i gave, fik vi ikke sushi i sidste uge, vi fik heller ikke fiskefilet, da vi fik suppe fra fryseren. Derfor bliver der plads til sushi take-a-way igen i denne uge (vi spiser ikke sushi hver uge – men jeg kunne da godt 😉 )
Lørdag: Brændende kærlighed
Vi skal fejre kærligheden og 4 måneder til vores bryllup. Jeg skal forsøge at tilberede en svineskank – det glæder jeg mig til! Jeg overvejer at ølbraisere den – lidt som svinekæber. Ambitionen er at det bliver så lækkert, som det kød vi får i vores favorit salat fra Mr. Mums i Århus.