Madplan til den første uge i februar.
Efter januars gode intentioner, har jeg været lidt ide forladt med denne uges madplan. Der er stadig masser af grønt på planen. En dag med okse, en dag med svin, en dag med kylling, en dag med fisk og en vegetar dag.
Det har, til trods for manglende inspiration, alligevel lykkedes mig at lave en rigtig lækker madplan, med måltider jeg vil glæde mig til.
Sådan ser vores madplan for uge 5 ud
Søndag: Tag-selv-bord
Vi forbereder til ugen og spiser et tag-selv-bord til aftensmad. Tærte vil Kasper gerne have med til formiddagssnack, så vi laver en tærte med denne opskrift på tærte bund og fyld af champignon og spinat. Jeg vil gerne have grønkålssalat med Hokkaido til frokost, så det laver vi også. Derudover steger vi noget oksekød sammen med nogle grøntsager – det er fantastisk til frokostsalater. Værsgo – tag-selv-bord 🙂
Husk: at lægge svinekødet i marinade til i morgen.
Mandag: Bahn mi salat
Så blev der plads på madplanen til Bahn mi salat-bowlen, som jeg beskrev i madplanen for uge 4. Vi laver det af svinemørbrad og bruger surkin gold til marinaden. Salaten skal bestå af hjertesalat, gulerødder, agurk og måske kinaradise (hvis vi kan få det) og lidt rød chili.
Tirsdag: Wok med kylling, karry og kokosmælk + nudler og mango
Wok med kylling, gulerødder og broccoli i en karrysovs af karry, peanutbutter og koksmælk. Til wokretten serveres nudler og frisk mango.
Onsdag: Blomkålsalfredo med butternut squash spaghetti
Ugens vegetarret, som jeg glæder mig meget til at lave. Det er en ny ret for os. Jeg vil ringle butternut squash til spaghetti på min spiralizer, som jeg rister kort i ovnen i 8-10 minutter ved 200 grader.
Alfredo sovsen (som er en hvid flødesovs til pasta) vil jeg lave som en puré-sovs af blomkål. Blomkålen koges mørt i saltet vand og blendes med lidt af kogevandet, parmesan-salt, en klat smør og smages til med parmesan.
Derefter vendes butternut squash spaghettien i blomkålsalfredo sovsen, og retten serveres med persille. Jeg er spændt på om Kasper bliver mæt.
Torsdag: Fiskefilet med ærtemos, spidskålssalat med æbler og kogte kartofler
Rødspættefilleterne steges på panden i smør, de kan evt. paneres. Ærtemos laves af frosne ærter, der blendes med skyr, citronsaft, salt og peber.
Spidskålsalat med æbler: spidskål vendt med citronsaft, salt og peber. Fint snittet æble, er der flere gulerødder kan de også ryge i salaten.
Kog kartofler der til.
Fredag: Pariserbøf med knuste kartofler
Efter Kaspers ønske. En hakke-dreng i toastbrød med syltede rødbeder, kapers og høvlet peberrod, fintsnittet rødløg og rå æggeblomme. Serveres med en grøn salat af køleskabets rester. Kartoflerne fra i går knuses, pensles med smør og gratineres 20 minutter i ovnen ved 200 grader.
Lørdag: Sushi
Jeg tror vi trænger til at hente Sushi og føle vi kan komme lidt ud.