Efterårsretter
Efterårsretter med masser af grøntsager, kan være en smule uinspirerende. Men vi forsøger at spise sæsonens grøntsager, masser af dem i retter der ikke tager særlig lang tid at lave. Sund hverdagsmad er det der er på menuen på vores madplan uge 46.
Sådan ser vores madplan for uge 46 ud:
Søndag: Indisk kylling i karry
Kylling i karry er Kaspers livret med kylling. Alle former for karry og rigtig gerne ristaffel, men også kyllingesalat med karrydressing. Hvis jeg spørger ham hvad skal der på madplanen, er svaret helt sikkert karry. I denne uge laver vi en indisk kylling i karry, hvor kyllingekødet får lov at marinere i skyr, karry, garam marsala, salt og peber.
Karrysaucen laves af løg, hvidløg, karry, garam masala, tomat koncentrat og kokosmælk. Derudover koriander, kardemomme, gurkemeje og måske en lille smule kanel.
Kylling med marinaden steges og vendes i saucen. Til retten serveres ris og ristaffel tilbehør i en masse skåle.
Mandag: Kartoffel porre suppe
Løg, kartofler og porre svitses i lidt fedtstof, hvorefter de overhældes med grøntsagsboullion og koges til grøntsagerne er møre. Når grøntsagerne er møre, blendes suppen til en jævn suppe. Suppen smages til med salt, peber og mælk, eller fløde.
Til suppen får vi et godt stykke brød, eller sprødstegt serano skinke.
Tirsdag: Souvlaki og græsksalat
Jeg vidste ikke hvad souvlaki var, men en af deltagerne på mine kost og træningsforløb, som arbejder med at lave madplan, skrev det på hendes madplan. Efter en google søgning, skulle det også på vores madplan.
“Kebab”spyd af koteletter. Svinekoteletter skæres i passende bidder og marineres i citronsaft, hvidløg, salt, peber og oregano. De skal marinere nogle timer, eller natten over. Sæt kødet på et spyd og grill spydene. Spydene serveres med en græsksalat ala denne, uden vandmelon og evt. et flad/pitabrød og denne nemme tzatziki.
Onsdag: Fajita med oksekød og fladbrød
Fajita grøntsager som i denne fajita-opskrift: majs, peberfrugter, løg og tomater bages i ovnen med krydderi. Oksekød i strimler steges på panden med fajita krydderi. Det hele serveres i et fladbrød – allerhelst et fladbrød fra et tyrkisk supermarked, sammen med fedtfattig krydderurte dressing, eller en rest tzatziki fra tirsdag.
Torsdag: Tortilla
Spansk æggekage med kartofler. Vi gemmer nogle af de kogte kartofler fra mandagens kartoffel porre suppe og laver en æggekage med kogte kartofler i. Til æggekagen får vi en tomat salat med forårsløg.
Fredag: Laks og broccoli i ovn
Laksebøffer og broccoli buketter bages i ovnen. Laksen krydres med citron, salt og peber. Til laksen serverer jeg denne spidskålssalat med fennikel.
Lørdag
Kasper er alene hjemme, da jeg skal på kursus. Så mon ikke madplanen for næste uges laves lørdag, så Kasper er forberedt på den kommende uge.