Sommerferien nærmer sig! Men for mig er det ikke “kun” sommerferie, det fortsætter med barsel, og jeg er i den grad begyndt at glæde mig.
Efter en weekend i Lemvig, med alt alt alt for meget mad, blev søndagens aftensmad for Kasper en SuperShake, jeg hoppede helt over aftensmaden. Men efter sådan en weekend er det endnu vigtigere med en madplan, den kommende weekend byder nemlig igen på familie weekend, denne gang med Odsbjerg familien. De få hverdage vi har herhjemme, må vi have handlet ind til og forberedt.
Søndag: SuperShake
Hjemme fra weekendtur i Lemvig, derfor meget nem og let aftensmad: derfor SuperShake.
Mandag: Quesadillas med fajitakylling og grøntsager
Det bliver lidt en blanding af to opskrifter her fra bloggen. Denne opskrift på fajita stegt kylling og grøntsager i ovnen, vil jeg fylde i en quesadilla som i denne opskrift. Jeg håber det giver mening. Dertil salat af blandetsalat, tomat og agurk og måske også en guacamole til.
Tirsdag: Falafel
Nu må jeg have lavet hjemmelavet falafel efter denne opskrift, så der også er til fryseren. Som jeg er ved at fylde op med gode ting til en nem aftensmad til når baby kommer. Til falafel får vi salat, en wrap (købt) og rema’s fedtfattige kryderurtedressing – nemt!
Onsdag: Pariserbøf
Efter Kaspers ønske: Pariserbøf. Om onsdagen laver Kasper aftensmad, da jeg kommer sent hjem, så han kan selv få lov at lave det 🙂 Hakkebøf med rødbede og kapers, rå æggeblomme og til mig et spejlæg. Og mon ikke vi skal have kartoffelfritter til? Sammen med salat.
Torsdag: Pasta tortellini primavera inspireret
Købte pasta tortellini i en pastaret inspireret af “pasta primavera”. Jeg vil stege rødløg, gulerødder og broccolibukette i lidt olie på en pande. Tilføje peberfrugt, squash, tomater og hvidløg. Det hele steges sammen og vendes med de kogte tortellini, citronsaft, salt og peber og serveres med parmesan på toppen. Jeg tror det bliver en lækker varm pastasalat.