Selvom her er lidt stille med nye opskrifter på bloggen, så har jeg travlt med at få opskrifterne på plads til den kommende kogebog, som jeg glæder mig helt sindsygt til bliver en realitet. Jeg håber stadig du finder inspiration i ugens madplan, og ellers så følg med på Instagram og bliv mad-inspireret 😉 Igen i denne uge finder du nogle kogebogsfavoritter på madplanen – jeg kan lige så godt slå to fluer med et smæk – aftensmad og arbejde :).
Søndag: Fisk i fad
Vi er lige kommet hjem fra sommerhus i Søndervig. I går var vi i Hvide Sande og besøge deres kæmpe fiskbutik og røgeri. Jeg blev fristet! De havde alle fisk, og jeg købte en hel kuller-side med hjem til denne opskrift på fisk i fad, med spidskål og broccoli. Dertil vil jeg servere disse knuste kartofler med persille. Dejligt med aftensmad der ikke tager lang tid og som smager lækkert efter en weekend i sommerhus.
Mandag: Falafel i fladbrød
Falafel i wraps med masser af grøntsager og en dressing af neutral yoghurt, mynte og persille samt salt og peber. Jeg tror det bliver købe-falafel, ellers er her en mega god opskrift på hjemmelavet falafel, men købe er bare nemt! Jeg vil bage et fladbrød med rugmel på panden, til at wrappe falaflerne i. Det er en gammel opskrift jeg ikke har lavet i 1000 år, men jeg skal altså lige prøve om den stadig kan noget. Alle former for wraps kan bruges, bare husk masser af grøntsager: spidskål, rødløg, agurk, tomat osv.
Tirsdag: Wok med rejer
Jeg vil tage udgangspunkt i denne lækre pad thai opskrift, men i stedet for kylling vil jeg bruge rejer fra frost, og så tænker jeg at bruge helt almindelig fuldkornsnudler i wokretten, i stedet for de klassiske pad thai nudler som bruges i pad thai. Det bliver jeg simplethen nødt til at prøve, om det ikke er en geni-streg :)!
Onsdag: Cæsarsalat
Cæsar salat med kylling. Hold fast en gammel opskrift på cæsar salat på bloggen, men ikke desto mindre stadig god. Den får en renæssance, med kylling, blødkogte æg, parmesan og måske brødcroutoner, det ved jeg ikke, men i hvert fald den skønne cæsardressing.
Torsdag: Kogt hamburgerryg med kogte grøntsager
Måske det lyder kedeligt? Men det er rigtig mormor mad – og vi elsker det. Det er super simpelt! Hamburgerryggen som jeg køber, pensler jeg med et tyndt lag dijonsennep og tilbereder i ovnen i ca. 35-40 minutter ved 180 grader varmluft. Imens ordner jeg grøntsager, gulerødder, blomkål, bønner og måske kartofler, som jeg koger tilpas møre i rigelig saltet vand. Det hele serveres med mere sennep.
Fredag: Grill og melonsalat
Lad os håbe vejret holder, for så skal vi grille. Eller det skal vi uanset, men forårsvejret giver altså lyst til grill (og is 🙂 ). Vi griller noget godt oksekød, måske en pølse og så serverer jeg denne melonsalat dertil. Jeg ved godt melonerne ikke er helt i sæson og rigtig gode endnu – men jeg kan ikke vente længere.
Lørdag: Lige hvad vi har lyst til
Vi er hjemme i Aalborg, uden de helt store planer. Så lad fantasien få frit spil, måske vi går ud, måske ikke! Vi spiser lige hvad vi får lyst til.