Jeg sagde JA!

Vi skal giftes. Den er god nok.. 

Fredag d. 12/6 spurgte Kasper mig, om jeg ville gifte mig med ham. Og jeg sagde JA. Eller det vil sige jeg sagde måske; ”nej nej nej Skat – eller jeg mener JA!” Og så græd jeg

Det var de vildeste og magiske øjeblikke, der startede rutsjebaneturen som vi nu skal på – sammen. 

Det var fredag, en helt almindelig fredag. Den sidste fredag i ”Corona” – på mandag ville vi igen åbne vores træningscenter og Bootcampen for fuld skrue. 

Jeg havde været til træning med pigerne, og Kasper var instruktøren. Jeg vidste Kasper ville være sulten, efter en hel dag med undervisning, så jeg havde en SuperShake med til ham. 

Efter træningen havde vi fri, vi skulle hjem og lave pizza af den surdej jeg havde forberedt. 

Kasper havde travlt med at komme hjem. Vores nye træningstøjskollektion var kommet, hvilket pigerne og jeg var meget optaget af at se og prøve. De andre synes Kasper havde travlt med at komme hjem, jeg tænkte bare han var sulten og jeg havde jo taget en SuperShake med. 

Vi havde aftalt vi rigtig skulle hygge os på altanen med bobler, pizza og godter. Så på vejen hjem, ville jeg også forbi efter lakridser (jeg havde jo ikke travlt). 

Vi kom hjem, fik lavet mad, Kasper fløjtede konstant brudevalsen og lavede lunges med hans ”dårlige” knæ. Jeg synes efterhånden at han var ret irriterende, for han vidste jo godt at det er min store drøm at blive gift. Oven i havde jeg det stramt med snart at blive 30! 

Vi sad på altanen og hyggede os. Jeg bemærkede ikke noget. Og så faldt emnet på arbejdet (hvilket det ofte gør). 

Frieri midt i opvasken

Det blev tid til at få ryddet af bordet og sætte i opvaskemaskinen. Kasper plejer at være primusmotor på oprydningen, jeg laver mad og han rydder op, det er en god fordeling. Men han var konstant i skabet inde i soveværelset, hvilket han også havde været de foregående dage. Jeg havde snart fødselsdag og havde lovet mig selv ikke at kigge i det skab, da det nok havde noget med en gave til mig at gøre. 

Kasper begyndte ikke at sætte i opvaskemaskine, så jeg måtte hellere gå i gang. 

Der stod jeg, begravet i opvask, uden makeup, havde lige været i bad og med håret i en knold. Kasper fløjter igen brudevalsen, og denne gang hidser jeg mig måske lidt op, den stakkels kanariefugl (Kasper) som konstant fløjter. For han kunne da nok forstå, at det var irriterende, at han hele tiden fløjter, nu hvor jeg så gerne vil giftes (helst med ham).

Og bum, midt i opvasken lå han der på knæ, med den smukkeste ring jeg har set i mit liv, og spurgte om jeg ville gifte mig med ham. Jeg blev noget chokeret, men der er ikke noget jeg heller vil. 

JA! Jeg elsker dig. 

Det var så forkert, men alligevel så perfekt. 

Vi flyver stadig på den lyserødesky. Nogen siger man kan leve af kærlighed og kildevand, men jeg har mere lyst til at leve af lykke og  kolde champagne bobler, lige som dem i min mave. 

Hvad jeg ikke vidste, var at jeg er flere omgange havde spuleret hans frieri. Ringen lå i æbletræet på altanen under hele middagen – men så begynde jeg at snakkede om arbejde. 

Det næste år, vil jeg gerne invitere dig indenfor i vores bryllupsplanlægning. Dette blev første kapitel. 

// Anne