fbpx
MENU

Madplan uge 43

2 måneder til jul

2 måneder til jul, bagedysten i fjernsynet, det er koldt, det er mørkt – det er efterår. Det kan godt mærkes på hyggen, humøret og stemningen – det er skønt. Madplan for uge 45 skruer vi på op for grøntsagerne, især til frokost med en masse salater.

Sådan ser vores madplan for uge 43 ud:

Søndag: Kogt hamburgerryg og kogte grøntsager

Vi koger en hamburgerryg eller skinke ca. en time i let saltet vand. Dertil får vi kogte grøntsager, blomkål, gulerødder og porrer. Måske vi også får kartofler til. Rigtig god gammeldags mormor mad, med kogte grøntsager. Det smager skønt og kogte grøntsager tæller lige så meget som rå. Vi undlader sovsen – det havde mormor nok ikke gjort 😉

Mandag: Toast

Kasper har drømt om toast i flere uger. Jeg bryder mig ikke om skinke-pålæg, derfor koger vi en skinke/hamburgerryg dagen før, som vi kan få i vores toast sammen med ost. Opskriften på toast finder du i min e-kogebog om mellemmåltider her.

Tirsdag: Spaghetti squash med grøntsager, kylling og ost

Vi gentager succesen fra madplanen uge 39, og laver fyldte spaghetti squash. Det er med at nyde dem imens de er i sæson, og jeg vil forsøge at tage et billede til bloggen denne gang.

De bagte spaghetti squash fyldes med pandestegte grøntsager og kylling, som til sidst bages med i spaghetti squashen sammen med revet ost på toppen. 

Imens spaghetti squashen bages i ovnen, steger jeg kylling i tern med salt og chili flager på en pande. Kyllingen tages af panden og rødløg, tomater, peberfrugt, squash og hvidløg steges. Når grøntsgerne er tilberedte blander jeg det sammen og fylder det i den færdigbagte spaghetti squash, som gratineres 5 minutter i oven med revet ost og parmesan på toppen.

Onsdag: Karrykål med oksekød

Oksekød og løg steges på en pande. Karry og kål (hvidkål eller spidskål) tilføjes, og steges til kålen er mør. Retten kan serveres som den er, men Kasper vil gerne have ris til.

Torsdag: Gullash suppe

Hak forårsløg (gem lidt af det grønne til pynt), steg dem og tilsæt hakket oksekød. Tilføj tomatkoncentrat, hønse bouillon, paprika, hvidløg og persille. Lad suppe koge 20 min. Tilføj 1 gul og 1 rød peberfugt til suppen. Kog spaghetti til suppen, eller brød. 

Fredag: Mexi-bowl med svinekæber

Taco eller mexi bowl med braiseret svinekæber efter denne opskrift. Dertil en masse salat i skåle og aftensmad til to dage.

Braiseret svinekæber

Lørdag: rester

Madplan uge 42

Efterårsferie

Vores madplan for uge 42 og efterårsferien. Vi holder lidt fri, det trænger vi til. Selvom man elsker sit job, så elsker man det måske ikke mere, end det er dejligt også at holde fri. På madplanen er der “old school” retter og nemme retter med masser af grøntsager.

Sådan ser vores madplan for uge 42 ud:

Søndag: Chili con carne

Chili con carne af oksebov efter denne chili con carne opskrift. Har du ikke prøvet at lave chili con carne af andet end hakket oksekød, så gør dig selv en tjeneste og prøv det – det er vildt lækkert. Det tager lidt længere tid, men sådan er det oftest med gode ting. Det tager tid.

Chili con carne opskrift

Mandag: Indbagt svinemørbrad

God gammel klassiker! Svinemørbrad indbagt i butterdej og en fars med champingnon – fattigmands udgaven af beef wellington og min søsters livret, som kommer på besøg. Dertil grøn salat, en creme fraiche dressing og hvis 90’erne virkelig overtager også hasselbagt kartofler.

Tirsdag: Taco tirsdag

Old school “TACO”, tortilla wraps eller skaller med alt det fyld jeg kan komme i tanke om. Oksekød med taco-krydderi, salsa, guacamole og alverdens grøntsager. Endnu en af mine livretter = taco.

Taco tirsdag

Onsdag: Bowl med satay-kylling og peanut dressing

Bowl, aka salat-skål af salat resterne fra taco-tirsdag, med satay kylling og peanut dressing.

Kyllingespyd med satay-marinade laver jeg af ca: 500g kyllingefilet, marineret i en lille dåse light kokosmælk (165ml), 1 fed hvidløg, ca 3  tsk. rød karry paste, 1 spsk. lime saft og 1 tsk. salt.

Alle ingredienserne blandes sammen til marinaden. Kyllingefileten skæres i tern og lægges i marinaden. Lad det trække minimum 30 min i køleskabet. Sæt kyllingeternene på spyd og grill dem, eller tilbered dem i ovnen ved 225 grader varmluft i ca. 10 min.

Peanutbutter dressingen laves efter denne opskrift men jeg tilføjer limesaft.

Torsdag: Rejer i rødkarry

Resten af karrypasten fra i går, og hvis der er 1/2 dåse kokosmælk tilbage, kan det anvendes til en wokret med rejer, grøntsager og rødkarry. En god måde at “tømme” køleskabets grønt og servere retten med nudler. Jeg vil bruge broccoli, løg og gulerødder samt rejer fra frost. I rødkarry og light kokosmælk.

Fredag: Hos svigerfamilien

Her venter os “efter-gilde” efter vores bryllup. Vi bidrager med surdejsbrød og et lag af bryllupskagen – jeg glæder mig til at smage den igen.

Svigermors fiskefad

Lørdag: Rester

Vi er tilbage i Aalborg igen – efterårsferien går på held og vi tager aftensmaden som den kommer.

Bryllupsform

Bryllupstanker #5

4 månederes bryllupsdag, og det er tid at se tilbage på projektet om at komme i bryllupsform.

Se også de tidligere bryllupstanker #1 #2 #3 #4

I dette indlæg deler jeg mine tanker om projekt: Bryllupsform. Jeg deler RESULTATET (som ikke er delt nogen steder før nu!) og til sidst deler jeg hvordan jeg har det, og hvor jeg er i dag.

På Bryllupsdagen

På bryllupsdagen vil de fleste gerne stå skarpt, være den bedste og smukkeste version af sig selv.

PERFEKT er det eneste der er godt nok den dag. Vi (brude) vil gerne stråle fra top til tå. Brudekjolen skal sidde, huden skal være smuk, ren og med en glød, håret skal spille og øjnene skal stråle af lykke og energi. 

Jeg selv var ingen undtagelse!

Selvom vi, i bund og grund godt ved, at vores kommende mand vil giftes med os uanset – og lige som vi er!

Projektet: Bryllupsform

Jer der har fulgt med længe ved godt, at jeg hele mit liv har drømt om at blive tynd! Det gør jeg egentlig stadig, men jeg har fundet mig godt tilpas og en balance, hvor jeg er fint tilfreds. Jeg føler ikke jeg går glip af noget og har en livsstil hvor der er plads til alting. Jeg har været 10-15 kg større end jeg er nu. Jeg har holdt min nuværende vægt i +5 år. Og i dag beskæftiger jeg mig dagligt med at undervise og vejlede kvinder i livsstilsændringer – oftest med vægttab som fokus.

Her er resultatet – 3 dage før vores fantastiske bryllup

Resultatet
9/6 – 66,6kg

Mine data, herunder min fedtprocent:

Fedtprocent - Inbody Scanning

Mål og Deadline

Målet var at veje mindre. Helt konkret ville jeg gerne tabe mig 5 kg. Men målet blev efterhånden til 65kg. Jeg ved jeg har redskaberne til at slanke mig. Frem til brylluppet havde jeg også viljen til at gøre indsatsen, og en deadline – hvilket hjælper. Jeg havde brug for en forpligtelse, hvilket jeg skabte i form af jer på Instagram.

Første “etape” af projektet var frem mod kjoleprøvning. Anden del af projektet havde en skarp deadline BRYLLUPPET!

Målet var 65 kg (-5 kg, eller under 66kg så 65,??) – jeg er helt bevidst om, at fremgang kan måles på andre parametre, såsom cm mål og fedtprocent. Men oftest følger disse med vægten. Jeg er også godt klar over, at tallet på vægten ikke betyder en dyt, og det er fordelagtigt at følge en holdbar fremgang på mindre målbare parametre såsom hvordan man har det (velvære), energi, søvn, lyst og glæde. Men i mit tilfælde var det alt overskyggende mål, at få vægten til at falde og derfor vægten jeg målte på.

Vægt hver uge

Jeg stod på vægten hver uge og delte min vægt på Instagram. Mine overvejelser omkring at dele min vægte var:

  1. At holde mig forpligtet
  2. At vise min vægt (også) svinger

I overensstemmelse med at mit mål var at få vægten til at falde, blev jeg også nødt til at måle på ligenøjagtig det, jeg ville opnå, tilmed også vise at vejen dertil ikke er lineær og at min vægt svinger. Jeg ville også gerne vise at vægt og værd ingen sammenhæng har, men det var svært! For jeg fik hep og støtte når vægten faldt.

Bryllupsklar

Bryllupsklar – hvordan kom jeg i bryllupsform?

Der er ingen tvivl om, at det kræver et stort fokus, energi og indsats at få vægten til at falde. Jeg er helt bevidst om, hvor jeg kan spare kalorier, det kan jeg ved at lade være med at snacke når jeg laver mad, smage på alting (flere gange), nippe til maden på bordet efter måltidet og ved at fylde min tallerken mest med grøntsager. Derudover at supplere min træning med mere konditionstræning og løb for at forbrænde ekstra kalorier. Så det gjorde jeg. Jeg spiste fortsat søde sager, is og kage, men primæret i weekenderne (i kontrolleret mængder) og undlod det de andre dage.

Træning:

Min trænings så i ugerne op til bryllupet ca. sådan ud:

  • Mandag: styrketræning: squat + chin ups, lunges samt 100 kcal på cardio maskine
  • Tirsdag: 45-60 min. konditions workout (da brylluppet nærmede sig også løb om tirsdagen)
  • Onsdag: styrketræning som mandag
  • Torsdag: løb 4-7 km. + kort styrketræning om eftermiddagen
  • Fredag: hviledag
  • Lørdag: styrketræning + workout ca. 30 minutter
  • Søndag: løb 4-5 km.

Kost:

Vi spiste efter madplanerne, se madplanerne fra uge 20-24. Men typisk spiste jeg: SuperShake til morgenmad – gerne uden mysli på toppen. Til frokost: salat af iceberg, tomat, agurk med kylling eller rejer, hytteost og syltede løg. Til eftermiddag spiste jeg en proteinbar og måske et stk. frugt. Til aftensmad: friske forårsruller med masser af grønt og rejer eller salat med kylling, eller kylling i karry med blomkålsris.

Sådan så mine dage ud mandag-onsdag. Når vi nåede til torsdag, og jeg havde stået på vægten, røg der typisk de flødeboller jeg lavede ned, chokolade eller andet. Fredag gik typisk middelmådigt og i weekenderne forsøgte jeg igen at spare, dog ikke som mandag-onsdag, hvor jeg følte jeg var på kur. Vi er ofte til arrangementer i weekenderne og der smagte jeg lidt af det jeg havde lyst til – med bevidsthed.

Hvad har jeg lært?

Jeg har lært at en deadline, og at dagen nærmer sig hjælper. At jeg havde meget stort fokus på målet, og ikke så meget processen og holdbare løsninger. Jeg talte ikke så meget som én kalorie, men jeg har bevidsthed og omtanke, jeg ved godt hvad der kostet “dyrt og billigt” i kalorieregnskabet. Jeg har lært at lykke, endorfiner og at dagen nærmer sig giver ekstra motivation for at nå målet og der med et ekstra gear. Jeg har lært at livet er foregår i faser, og jeg ville ikke kunne opretholde denne målrettede livstil for evigt. Motivationen og det ekstra gear, var det der gjorde, at det ikke var noget problem at stå op klokken 4:30 for at løbe, og at jeg altid havde energi til at løbe en ekstra runde! Faser som det ikke er muligt at være i konstant, for livet er ikke konstant, men det går op og ned – ligesom motivationen.

Mål og 1. deadline
Min vægt

Processen

Processen har lært mig meget og jeg ved jeg kan gøre det igen.

Holdbart

Vægttabet har ikke været fuldt holdbart for mig. Eller det vil sige, jeg er ikke nær så motiveret for at fortsætte indsatsen, og har ikke overskuddet eller det ekstra gear til oftest at sige nej tak og til altid at give en ekstra indsats til træning. Men er det helt okay for mig! Jeg fandt ud af, at “prisen” = indsatsen jeg skal gøre i dagligdagen, ikke er det værd for mig i det omfang. Jeg har fundet en fin balance hvor der er plads til lidt mere mad, lidt mindre træning og hvor jeg kan holde en form og vægt jeg er tilfreds med 🙂

VÆGT og værd

Jeg ved at mit værd ikke er det samme som min vægt. Jeg kan godt savne de markederede mavemuskler, men lige nu kan (og vil jeg ikke) give den indsats der skal til. Jeg vil nyde livet som “kone”, spise lidt mere hjemmebagt brød med smør og lave mad med lidt flere kalorier.

Jeg stod af samme årsag ikke på vægten på bryllupsdagen – det betød ingenting for dagen. Og der gik lang tid inden jeg stod på den igen. Jeg vejede mig først efter vi kom hjem fra vores bryllupsrejse og fandt ud af jeg ikke havde taget ret meget på, pga. de 500 tilbagelagte cykel kilometer.

Jeg stod på vægten sidste gang d. 11/6 hjemme hos min far:

Bryllupsform resultat

Hvad mon jeg vejer i dag??

Jeg føler en lille skam, når jeg skal fortælle at jeg er næsten er tilbage ved udgangspunktet.

Jeg holdte vægten nede henover sommeren. Men som hverdagens travlhed ramte med 110 i timen, har mit overskud ikke været til at give kost og træningen så stort et fokus.

Vi har et andet projekt kørende, som det er langt mere vigtigt at min krop er klar til. Hvilket betyder, at jeg ikke føler jeg har helt kontrol over min krop.

Jeg vejer mig ikke, men jeg kan mærke på mit tøj, og det kan ses, at jeg har taget på. Jeg træner 4 gange om ugen, en kombination mellem styrketræning og konditionstræning, jeg løber en gang om ugen og spiser sundt.

Jeg kom i bryllupsform

Jeg bekymrede mig meget om min vægt, min størrelse, om jeg var tynd nok og om jeg kom i bryllupsform. Jeg kunne næsten ikke sove om natten inden kjole tilretning. For det første havde jeg “mareridt” om, at det var den forkerte kjole de fandt frem. For den andet havde jeg en frygt for at de ved tilretningen i butikken ville sige: “har du taget meget på?” at kjolen ikke passede, eller at kjolen strammede. Jeg var lettet da jeg kom til kjole prøvning. Den var behagelig at have på, jeg følte mig godt tilpas, den strammede ikke nogen steder, jeg kunne bevæge mig OG den skulle syes ind! Det var altså en succes for mig.

Jeg kunne både sidde ned og bevæge mig i kjolen, det fik mig til at slappe af. Jeg prøvede kjolen et par gange inden brylluppet, da min søster og jeg selv syede perler på kjolen, og ligegyldigt hvornår og hvordan jeg følte mig (oppustet, tilpas, tynd osv.) passede kjolen – det var dejligt.

Jeg kom i bryllupsform! Og jeg vil gøre det hele igen, men mit bedste råd til dig er, at dagen bliver perfekt uanset hvad du vejer <3.

Knus Anne.

Madplan uge 41

Ugen før efterårsferien

Jeg udgiver vores madplan uge 41 i dag, søndagen, fordi det typisk er der jeg laver madplanen og vi handler ind til det meste af ugen. Hvis det er for sent for dig at få inspiration, kan du jo bruge madplanen til næste uge. I næste uge er det efterårsferie for nogen og madplanen er fuld af livretter, stadig sunde og fulde af grøntsager – så genbrug madplanen for uge 41 i uge 42.

Sådan ser vores madplan for uge 41 ud:

madplan uge 41

Søndag: Boller i Karry

Det har været et stor ønske for Kasper at få boller i karry længe, jeg fristes til at sige at han selv får lov at lave det. Boller i karry er på madplanen efter denne opskrift, måske jeg hellere vil have en karry-sovs efter denne opskrift, med færre grøntsager. Til boller i karry serveres ris og blomkålsris, måske også en råkost-salat, så der også er til imorgen.

boller i karry

Mandag: Fiskefrikadeller med råkostsalat og skyr-remu

Fiskefrikadeller – bliver nok ikke de hjemmelavet fra bunden, men færdig fiskefars stegt på panden. Dertil råkostsalat fra i går og skyr-remu, som er remoulade rørt op med skyr, lidt citronsaft og karry. Vi får rugbrød der til.

Tirsdag: Taco Pizza

Det gælder virkelig om at nyde fignerne imens de er her. Jeg elsker figner bagt på taco pizza, sammen med Hokkaido græskar, grønkål og taco-oksekød. Derfor sætter jeg endnu en af mine livretter på madplanen, nemlig denne opskrift på taco-pizza. I madpakken dagen efter får jeg salat af alle resterne – nemlig denne grønkålssalat og taco-oksekød der til.

Onsdag: Broccolisalat med kyllingeoverlår i ovnen

Broccoli salat efter denne opskrift og hele kyllingeoverlår tilberedt i ovnen. Der skal også være til madpakker.

Fedtfattig broccolisalat

Torsdag: Klar suppe med kød og melboller

Det skulle egentlig være ugens vegetariske-ret. Jeg vil genre forsøge at spise kød-frit én gang om ugen. Men denne ret er alt andet end vegetarisk! Klar hønsekødssuppe (fra fryseren, tidligere kogt på en hel høne/kylling) med kød og melboller dertil hjemmebagt surdejsbrød.

klar suppe

Fredag: Spaghetti bolognese

Det nyder jeg virkelig at få om fredagen. Det er for mig rigtig comford-food. Måske tilbereder jeg en spaghetti-squash dertil. Ellers laver jeg kødsovsen efter denne opskrift, serverer ketchup, revet ost og en tomatsalat der til. Er der rødvin i maden, må man også drikke rødvin til maden.

Kødsovs bolognese

Lørdag: Salat med kylling og karrydressing

Lørdagsmenuen må gerne være nem, lækker og sund. Det bliver denne lækre salatopskrift med kylling, kalkunbacon og karrydressing. Det kan også serveres som en sandwich, hvis jeg bager noget brød – f.eks disse sandwich brød med squash.

Tærte med spinat og champignon

Gå til opskrift

Lækker grøntsags-madtærte med spinat og champignon

Opskriften på en lækker vegetarisk madtærte, med masser af smag fra stegte champignon, rødløg og frisk spinat, dækket af den bedste tærtemasse af æg og hytteost. Tærte med spinat og champignon er fantastisk som aftensmand, eller tilbehør til aftensmaden, til en frokostanretning eller som en del af en brunch.

Tærte spinat svampe

Tærte

Jeg er tosset med tærte og især porretærte er en af mine favorit tærter. Porretærte er klart min favorit opskrift med porre, selvom kartoffel-porre-suppe også er lækkert, eller bare en kogt porre fra fars have. Det er dejligt med variation til tærtefyld, og denne kombination af tærtefyld er så lækker, at jeg efterhånden har lavet den (næsten) lige så mange gange som porretærte.

Tærtefyld

Det gode ved madtærter er fyldet! Det er kun fantasien der sætter grænser. Der findes de klassiske grøntsags-tærter som løg-tærte, tomat-tærte og porretærte. De kendte kødfyldte tærter som: broccoli og bacon, laks og spinat, men tærter kan også fyldes med køleskabets rester, eller det du allerbedst kan lide. Her er tærten med champignon og spinat et rigtig godt bud. Tærtefyldet dækkes af en tærtemasse som laves af æg og enten mælk, fløde eller creme fraiche, men jeg vil altid anbefale dig at bruge hytteost. Det smager skønt, giver en fornemmelse af smeltet ost (og hvem elsker ikke det) og så er hytteost en god kilde til mættende protein – en rigtig god ide i en grøntsagstærte.

Tærtedej

Tærtedej

Jeg er vild med en grov tærtedej, som er sprød og har masser af smag fra fuldkorn. Jeg vil gerne undlade at bage en madtærte af en “små-kage-dej” og sparer derfor en smule på smørret, uden at gå på kompromis med smagen. Min bedste opskrift på tærtedej finder du her, og det er også den tærtedej jeg har brugt til denne madtærte.

Ingredienser i tærte med spinat og champignon

Tærtedej – Jeg bruger denne opskrift på fuldkornstærtedej. Opskriften er så nem som at købe en tærtedej, men med meget mere smag. Du kan også bruge en færdigkøbt tærtedej.

Rødløg – Skåret i helt fine tern og stegt på panden, giver lækre bløde rødløg som giver smag til tærte fyldet.

Champignon – Skåret i kvarte og stegt på panden sammen med masser af peber. Jeg elsker den lidt brændte smag af stegte champignon, som giver masser af dybde sammen med løg i tærten.

Spinat – Jeg bruger frisk spinat, som steges på panden hvor løg og champignon er stegt, til det falder sammen. Så fylder frisk spinat “ingenting”.

Æg – Tærtefyldet dækkes af en æggemasse. Æg gør tærtefyldet lækkert og luftigt – som i en æggekage.

Hytteost – Æg og hytteost blandes til tærtens æggemasse – hytteost er den bedste komponent til tæretfyld. Den kan som sagt erstattes af mælk, fløde eller creme fraiche.

Salt og peber – Vigtige smagsgivere til tærtefyldet.

Tærte hytteost

Holdbarhed

Det fantastiske ved madtærter er, at de kan forberedes, fryses og gen-varmes og stadig smage (næsten) som nybagte. Denne tærte er også lækker til frokost, serveret kold dagen efter og holder sig et par dage i køleskabet. Tærten kan fryses.

Nyd den varme- eller kolde tærte som hovedret, eller som tilbehør til måltidet.

Velbekomme.

Tærte spinat champignon

Tærte med champignon og spinat

Skøn madtærte med champignon, spinat og rødløg
Tid: 45 minutter
Til: 4 personer

Det skal du bruge:

  • 1 portion tærtedej se opskrift i note
  • 1 rødløg i tern
  • 250 g champignon i kvarte
  • ca. 125 g frisk spinat
  • 3 æg
  • 200 g hytteost
  • Salt og peber

Sådan gør du

Tærtedej

  • Lav tærtedejen efter opskriften.

Tærte fyld

  • Tænd ovnen på 200 grader.
  • Skær rødløg i fine tern, rengør champignon og skær dem i kvarte, vask og skyld spinaten.
  • Steg røgløg på en varm pande og tilføj champignon. Steg dem godt af med masser af peber.
  • Tilføj spinat til panden og lad det falde sammen.
  • Rør tærtemassen af æg, hytteost salt og peber godt sammen.
  • Fordel tærtefyldet, grøntsagerne fra panden, i tærtedejen og hæld tærtemassen af æg og hytteost over.
  • Bag tærten ved 200 grader i ca. 30-35 minutter. Du behøver ikke forbage tærtebunden.
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

Madplan uge 40

Oktober! Her kommer årets første madplan i oktober. Madplanen indeholder lækre efterårsretter, men retter som ligeså godt kunne spises hele året rundt. Masser af grøntsager, forskelligt kød, lækre retter vi kan glæde os til og helt almindeligt mad.

Sådan ser vores madplan for uge 40 ud:

Søndag: Shepherd’s pie

Oksekød eller kødsovs i et fad, med kartoffelmos på toppen bagt i ovnen, er hvad jeg vil kalde Shepherd’s pie. Det er lang tid siden jeg har lavet det, men pludselig kom lysten til Shepherd’s pie.

Oksekødet steges på panden sammen med løg, 1 dl ketchup, 1 tsk. paprika, salt og peber tilføjes. Det fordeles i et ovnfastfad. Ovenpå fordeles kartoffelmos.

Kartoffelmos laves af: 1 kg grøntsager (kartofler og blomkål), som piskes med ca 1,5 dl mælk, salt, peber og måske lidt smør.

Shepherd’s pie gratiners 25-30 minutter ved 200 grader i ovnen. Dertil serveres en grøn salat af blandet salat, iceberg, agurk og cherrytomater – lav til to dag og madpakker.

Knuste kartofler

Mandag: Peberfrugt taco med sorte bønner

Ugens vegetar-dag bliver fyldte peberfrugter med en salsa af rødløg, tomater, snackpeber, chili og sortebønner, som fordeles i halveret peberfrugter og gratineres med ost i 15-25 minutter ved 200 grader. Dertil rester af den grønne salat fra i går og guacamole.

Tirsdag: Salat med røget laks, avocado og grapefrugt

Salat af årstidens salater: feldsalat og blandet salat, hvis jeg kan få det. Ellers grønkål og spinat. Sammen med fileter af grapefrugt, avocado og en dijon-dressing af neutralskyr, dijon sennep, salt, peber og vand. Serveres til røget laks. Måske serverer jeg nogle kerner til, som boghvede eller havrekerner.

Onsdag: Fyldt kyllingebryst i serranoskinke, bagte tomater og pasta

I kyllingebrystet skæres en lomme, hvor der fyldes pikantost i. Kyllingebrystet rulles i serrano skinke og sættes i ovnen ved 200 grader varmluft i ca. 18 minutter.

Slik-tomater på stilk drysses med salt og sættes også i ovnen i et ovnfast fad.

På en pande rør fedtfattig creme fraiche, vand, lidt pikantost, cayennepeber, 1,5 tsk mel og salt sammen til en sauce. Kog pasta al dente og vend dem i saucen sammen med lidt af kogevandet, og lad pastaen tilberede færdig i saucen.

Server kylling med tomat og pasta, evt. på en bund af frisk spinat.

Torsdag: Asiatisk bowl med marineret og karamelliseret svinemørbrad

Salatbowl af grøntsager, spidskål, agurk, gulerødder, rødløg og edamemmebønner og måske græskar. Dertil asiatisk marineret og karamelliseret svinemørbrad. Svinemørbraden skæres i passende størrelser og lægges i en marinade af: fishsauce, lidt ahornsirup, soya, hvidløg, ingefær, surkin gold og chili. Mørbraden må gerne marinere natten over, men minimum 1 time.

Steg svinemørbraden hårdt på en pande og server det i salatbowlen med peanuts, nudler og syltede rødløg.

Fredag: Til fødseldag

Vi er til 2×32 års fødselsdag og får lækkert mad serveret 🙂

Fødselsdagskagen

Lørdag: Burger

Hjemmelavet burger med hele svineriet! Jeg har nemlig lyst til at gentage succesen med burger-bowl. En bowl med hakkebøf, hokkaido-fritter, dressing og alt fyldet fra en bruger, servret i en skål med salat.

Madplan uge 39

Travl uge 39

Jeg bliver ved med at skrive uge 38, men det altså madplan uge 39. Jeg bliver gang på gang overrasket over hvor hurtigt tiden og ugerne går. Heldigvis hjælper madplanerne os i den travle hverdag. Jeg bryder mig egentlig ikke om ordet “travlt”, for nogle gange føler jeg, at alle har travlt med at have travlt, og jeg vil i bund og grund gerne have god tid, også til madlavning. Sammen med sult, så smager maden bedre.

Sådan ser vores madplan for uge 39 ud:

Søndag: Lasagne og grønkålssalat med hokkaido og figner

Lasagne med denne grønkålssalat (fra i går), tilføjet figner. Det er en af mine favorit grønkålssalater, fordi den indeholder alt det jeg godt kan lide.

Kasper laver aftensmad i dag. Han kan godt lide at lave mad og i denne uge har han ikke tid til at lave aftensmad andre dage, så han får “mad” dag i dag. Kasper har selv ønsket at lave lasagne og efter denne lasagne opskrift med aubergine. Hvad han ikke ved er, at jeg har handlet ind til at lave lasagnen med ricotta som bechamelsauce og friske tomater – det tror jeg nemlig bliver lækkert. Stadig med en kødsovs med masser af grøntsager.

Lasagne til aftensmad og 2x frokost.

Lasagne

Mandag: Kebab-salat med falafel

Menuen er lidt misvisende. For denne mandag bliver vores vegetar-dag, så der er ingen kebab i kebab-salaten i denne uge. Men det kunne der lige så godt have været 🙂 En kebab salat består af iceberg, agurk, tomat, evt. peberfugt, rødløg og majs med en cremefraiche dressing. Den salat du får på en kebab-pizza eller i en durum. Serveret med falafel (nok ikke hjemmelavet) og syltede rødløg.

Falafeler

Tirsdag: Pitabrød med tunsalat

Pitabrød med forskellige grøntsager og denne tunsalat. Jeg vil snart finde ud af hvordan jeg selv kan bage fantastiske luftige pitabrød, allerhelst af surdej. Men for nu bliver det de bedste pitabrød du kan købe – dem fra princip som forhandles i Føtex og Netto 🙂

Pita med tunsalat

Onsdag: Spaghetti squash med grøntsager, kylling og ost

Spaghetti squash fyldt med pandestegte grøntsager og kylling, som til sidst bages med i spaghetti squashen med revet ost på toppen.

Imens spaghetti squashen bages i ovnen. Steger jeg på en pande, kylling i tern med salt og chili flager. Tager kyllingen af panden og steger rødløg, tomater, peberfrugt, squash og hvidløg. Blander det sammen og fylder den i den færdigbagte spaghetti squash, som gratineres 5 minutter i oven med revet ost og parmesan på toppen – det tror jeg bliver rigtig lækkert. 1/2 spaghetti squash til hver, serveret og spist direkte af skallen. Sundt, men lækkert comfort-food.

Spaghetti squash tilberedning

Torsdag: Svensk pølseret

Der har jeg haft lyst til længe og nu er det på madplanen. Helt klassisk gammeldags svensk pølseret som vi fik det som børn. Er svensk pølseret allerede blevet mormor-mad? Lavet af gode pølser fra slagteren, kartofler i skiver og tomatkoncentrat, i en sauce med mælk og måske lidt fløde. Denne ret glæder jeg mig til.

Fredag: Gæstemenu

Vi får de dejligste gæster til aftensmad og vil helt vildt gerne lave noget lækkert aftensmad. Det må gerne være simpelt og så elsker jeg hvis det imponerer lidt 🙂 Vi overvejer både pizza/surdejs pizza, tapas, eller hele provence kylling. Gæstemiddagen er ikke helt planlagt endnu.

Pizza med serrano skinke

Lørdag:

Vi skal på Skråen og underholdes af Christian Fuhlendorff – Det er sjov. Vi overvejer at gå ud og spise inden, som en rigtig mand og kone date night <3

Tomatsuppe

Gå til opskrift

Nem hjemmelavet tomatsuppe med masser af smag

Opskrift på en nem hjemmelavet tomatsuppe med masser af smag. Foruden tomat, får suppen masser af smag fra paprika, peberfrugt, løg og lidt chili – det gør denne meget nemme tomatsuppe uimodståelig.

Opskrift tomatsuppe

Let aftensmad

Jeg kan ikke komme i tanke om en mere kalorielet ret end denne tomatsuppe, som tilmed smager fantastisk. Tomatsuppen er nem at lave, og gør din aftensmad endnu nemmere. Med denne tomatsuppe har du lækker aftensmad på 15-20 minutter. Suppe passer rigtig godt til kolde efterårsdage, men er også super lækker som forret.

Tilbehør

Tomatsuppen smager dejligt som den er. Endnu bedre i selskab med godt hjemmebagt brød, eller surdejsbrød. Pasta smager også rigtig dejligt til tomatsuppen. Jeg elsker selv at få fiskeboller, flødeskum og pasta i tomatsuppen, men måske det er for stor en mundfuld for dig :). Flere supper indeholder fløde i opskriften. Er du til en fed cremet suppe, så prøv at piske en let flødeskum og servere den kolde flødeskum til den lune suppe – det smager himmelsk. Flødeskummen vil smelte og gøre suppen endnu mere cremet, præcis som hvis du tilføjer fløde i suppen. Derudover køler kold flødeskum den brand varme suppe, så den bliver spisevenlig. Det klæder suppe med en protienkilde, det kan være kød, fisk, pølse, et æg eller græsk yoghurt/creme fraiche som serveres til suppen. Dine muskler elsker proteiner, og det mætter godt!

Tomatsuppe fløde

Tomatsuppe ingredienser

Det er nemt og hurtig at lave denne lækre tomatsuppe, det kræver kun en blender.

Hakkede tomater – Tomatsuppe af dåsetomater. Jeg laver tomatsuppen af hakkede tomater på dåse, det er virkelig nemt og billigt. Tomat på dåse er lige så meget en grøntsag som friske tomater, bare nemmere. Du kan også lave suppen af friske tomater som du skolder og piller. Jeg bruger økologiske hakkede tomater på dåse, og så gør tomater på dåse det muligt at få solmodne tomater året rundt.

Løg og hvidløg – Jeg bruger almindelige zittauerløg, men rødløg kan også bruges samt frisk hvidløg.

Snack peber – Tilføjer en grøntsag, giver smag og dybde til suppen. Kan undlades, se gerne grøntsagsafsnittet.

Chili – Giver smag og varme til suppen, undlad chili for en mere børnevenlig tomatsuppe.

Paprika – Løg, hvidløg, chili og paprika giver smag til suppen.

Salt og peber – Salt og peber er en vigtig ingrediens, det fremhæver smagene. Smag til med salt og peber, evt. også sukker da det fremhæver tomatsmagen.

Salt og peber – Salt og peber er en vigtig ingrediens, det fremhæver smagene. Smag til med salt og peber, evt. også sukker da det fremhæver tomatsmagen.

Tomatsuppe opskrift

Grøntsager

Tomatsuppen er en grøntsag-pure suppe kogt med en grøntsagsboullion. Jeg bruger også løg, hvidløg, peberfrugt (snackpeber) og chili. Vil du tilføje flere grøntsager til suppen, så brug hvad du har af grøntsager sammen med tomaterne. Squash, gulerod og aubergine tænker jeg smager godt i tomatsuppen. Vær opmærksom på at nogle af grøntsagerne har en længere kogetid end andre, det gør det nemmest at blende grøntsagerne ud når de er kogt meget møre.

Server suppen med flødeskum, pasta eller brød.

Velbekomme.

Hjemmelavet tomatsuppe

Tomatsuppe

Nem tomatsuppe
Til: 4 personer

Det skal du bruge:

  • 1 løg
  • 1 fed fed hvidløg
  • 1/2 rød chili
  • 1 rød snackpeber
  • 1 spsk. paprika
  • 2 dåser hakkede tomater
  • 1/2 liter vand
  • 1 grøntsags bouillonterning
  • salt og peber

Sådan gør du

  • Snit løg, hvidløg, chili og snackpeber. Svits det i en gryde og rist paprikaen med.
  • Tilsæt hakkede tomater og vand + bouillonterning
  • Kog tomatsuppen 15 min.
  • Blend suppen evt. med en stavblender
  • Smag til med salt og peber
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

Tærtedej

Gå til opskrift

Tærtedej til madtærter

Tærtedej er nem at lave selv fra bunden. Denne grund-opskrift på tærtedej, er sprød og lækker, har en dejlig smag fra smør, selvom der er sparet på smøret. Tærtedejen indeholder masser af fuldkorn, hvilket giver en dejlig krumme. Den perfekte bund, til alverdens lækker tærtefyld.

Her får du min yndlingsopskrift opskrift på den tærtedej, som jeg (eller nu vi) laver igen og igen, som bunden i alle de madtærter vi kan finde på. Tærtedej opskriften er så nem, at det er nemmere for os at lave denne tærtebund, end det er at købe en færdiglavet. Jeg mener det skal være nemt, for ellers får du (vi) det ikke gjort i en travl hverdag. Til at starte med var det mig der bagte tærter, men da Kasper fandt ud af hvor nemt der er, bager han nu også ofte tærter.

Tærte grundopskrift

Madtærter

Madtærter er lækre til aftensmad, de er også gode til frokost. Tærter gør det godt som en del af en buffet, både til brunch, frokost eller aftensmad. Tærter kan laves vegetariske eller kødfyldte. De kan udgøre æg-elementet til en brunch, eller sammen med fisk, i stedet for æggestand, til f.eks påskefrokosten. Det gode ved tærter er, at de kan laves på forhånd og bliver som nylavede når de lunes. Tærter holder sig et par dage i køleskabet og endnu længere i fryseren. Madtærter er altså smarte.

Se også opskriften på denne granola-tærte

Tærtefyld

Kun fantasien sætter grænser for fyldet i en tærte. Det er en smart måde at tømme køleskabets grøntsagsskuffe, eller få brugt kødrester. Tærtefyld kan selvfølgelig også planlægges og tilrettelægges. Det kan variere efter sæson, og tærte kan spises året rundt, også til dessert, men det kræver en anden tærtedej. Fyld dit yndlingsfyld i tærten, sammen med en æggemasse med hytteost.

Inspiration til tærtefyld

  • porretærte med tomat
  • broccoli og bacon
  • hokkaido græskar og salvie
  • spinat og champignon
  • grønkål
  • tomat-tærte med mozzarella
  • løgtærte – husk at stege eller bage løgene først
  • mexicansk taco-tærte
  • pizzatærte med skinke
  • chorizo, løg og champignon
  • laks og spinat

Æggemasse

Æggemassen binder tærtefyldet sammen og laves typisk af æg og mælk, fløde eller creme fraiche. Jeg foretrækker en æggemasse af 3 æg og 150g hytteost, samt salt og peber. Det giver den lækreste tærte. Hytteost bidrager med en god proteinkilde og giver en dejlig rund smag af smeltet ost.

Tærtedej opskrift

Fuldkorn

Jeg synes en tærtedej skal indeholde fuldkorn. Jeg er generelt ret tosset med fuldkorn, mest af alt, fordi jeg synes det bidrager med masser af smag til brød og bagværk. Det samme gælder tærtedejen. Jeg bager den med halvt hvedemel og halvt fuldkornshvedemel, det synes jeg giver den bedste smag og den dejligste “krumme” til tærtedejen.

Dejen er så nem, at når du har øvet dig et par gange, sidder den på rygraden og du behøver ikke længere slå opskriften op.

Grundopskrift

Så nem, at det ikke kan svare sig at købe en færdiglavet tærtedej.

Ingredienser i tærtedejen

  • Hvedemel – lige dele hvedemel og fuldkornsmel
  • Fuldkornshvedemel – mætter, er fuld af fuldkorn og bidrager med masser af smag. Kan skiftes ud med mere hvedemel.
  • Salt – bruger du saltet smør og har du salt i æggemassen, kan salt i dejen undlades, det er lidt en smagssag.
  • Smør – ca. 20 g er nok til at lave en tærtedej som er sprød og smager af smør dej.
  • Vand – binder dejen sammen.

Trinene til at lave tærtedejen er enkle og tærtedejen kan nemt æltes i hånden – endnu nemmere direkte i tærteformen.

  1. Bland de to meltyper med salt
  2. Smuldre smøren i melet , brug koldt smør direkte fra køleskabet
  3. Tilsæt koldt vand indtil dejen samler sig
  4. Tryk eller rul dejen ud i en tærteform
  5. Tærtedejen skal bage 30 minutter ved 200 grader

Tærtedej

Nem grundopskrift på fuldkorns tærtedej
Tid: 40 minutter
Til: 4

Det skal du bruge:

  • 1,5 dl hvedemel
  • 1,5 dl fuldkornshvedemel
  • 1/4 tsk. groft salt
  • 20 g smør
  • ca. 3 spsk. koldt vand

Sådan gør du

  • Bland hvedemel og fuldkornshvedemel sammen og smuldre det kolde smør i melet. Tilsæt lidt salt til dejen.
  • Saml dejen med 2-3 spsk vand, og rul eller pres den ud i en tærteform.
  • Fyd tærtedejen med dit yndlingsfyd og æggemasse.
  • Bag tærtedejen med fyld i ca. 30 minutter ved 200 grader.
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

Knuste kartofler

Gå til opskrift

Knuste kartofler med smør og persille

Kog, knus, bag! Så simpelt er det at lave lækre sprøde knuste kartofler, som lækkert tilbehør til aftensmaden. Brug en rest kogte kartofler, eller kog kartoflerne til formålet.

Knuste kartofler er en mellemting mellem kartoffelmos og fritter (ovn kartofler) – de er sprøde uden på og bløde inden i. Du kan servere dem til alle de retter hvor du ellers ville servere kartofler, om det var kogte, kartoffelmos, ovnbagte eller fritter – disse kartofler dur. Jeg er særligt vild med knuste kartofler til fiskefilet eller schnitzel med ærter. Knuste kartofler er også rigtig lækre som tilbehør til millionbøf, frikadeller eller karbonader.

Knuste kartofler

Kartofler

Vi var på restaurant Tabu og spise lækker mad i sidste uge til Nordjysk madfestival – se madplan for uge 35. Der blev kartoffelretten omtalt som “jyske bolcher”. Kartofler er egentlig en sjov sag – grøntsag, om man vil. Jeg tør godt at sige, at jyder, især sønderjyder, spiser det i stor stil, og mener der skal kartofler til ethvert måltid og sovs! Jeg synes selv at kogte kartofler er ret intetsigende tilbehør, medmindre det er helt nye danske kartofler kogt med salt. De første nye danske kartofler er jo nærmest guld – og bliver solgt til overpris.

Kartofler er oftest tilbehør til retter: kogte, både, bagte, fritterede, fløde, salat eller moste. Men de kan lige så vel være hovedingrediensen i retten: moussakka, brændende kærlighed, svensk pølseret, steppers pie, kartoffelpizza eller kartoffelmad! Og mange, mange flere.

Knuste kartofler er det nye skud på stammen, af lækkert kartoffel-tilbehør. En god blanding og mellemting mellem det hele. De er både sprøde, bløde og kogte. De kan laves af alle slags kartofler – året rundt.

Kartofler uden sovs

Knuste kartofler er kogte kartofler, penslet med smeltet smør, drysset med salt og persille. Jeg er sikker på du vil synes de smager så godt, at du ikke har brug for sovs til denne type kartofler.

Knuste kartofler smør persille

Sådan laves knuste kartofler

Kartofler – alle typer kartofler kan bruges, bare de er kogte. Kog kartoflerne let, de må ikke være over kogte. Nye kartofler har mere smag, men knuste kartofler er samtidig en gode måde at pifte “gamle”, kedelige kogte kartofler op på. Brug gerne en rest kogte kartofler til knuste kartofler.

Smør – de knuste kartofler pensles med saltet smør, det giver den bedste smag. Olie kan også bruges, men vi ved jo godt at det er smørret, der gør’et! Lidt fedtstof skal der til, for at kartoflerne får en sprød overflade. Jeg smelter en lille klat smør i mikroovnen og pensler kartoflerne, du kan også lægge smør klatter i bradepanden med kartoflerne – men ved at smelte og pensle, kan du spare på mængden, uden at spare på smagen.

Persille – jeg bruger persille fordi det smager skønt sammen med kartofler og smør (persillesovs – hint, hint), brug gerne en anden krydderurt eller hvidløg, du kan også nøjes kun med salt eller kryddersalt.

Salt – er det ikke kartoflers bedste ven? Kræs for dine kartofler og brug en lækker flagesalt. De behøver kun et drys, da smøren også er saltet. Du kan altid tilføje mere salat inden servering – det ser også flot ud.

Bag de knuste kartofler ved 200 grader varmluft i ca. 25 minutter.

Velbekomme.

Knuste kartofler

Knuste kartofler med smør og persille
Tid: 1 time
Til: 4 personer

Det skal du bruge:

  • 1 kg kartofler
  • 25 g smør
  • 1 tsk. salt
  • 1 håndfuld persille

Sådan gør du

  • Kog kartoflerne i rigeligt saltet vand i ca. 18 minutter, afhængig af sæson og størrelse. De må ikke være overkogte
  • Tænd ovnen på 200 grader varmluft
  • Fordel kartoflerne på en bradepande, og knus/mas dem med en gaffel
  • Smelt smørret i mikroovnen, og pensel de knuste kartofler med smør
  • Drys med salt og persille
  • Bag de knuste kartofler i ca. 25 minutter til de er gyldne og har en sprød kant
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

Gulerodsmuffins

Gå til opskrift

Gulerods muffins med pekannødder toppet med frosting

Opskrift på svampede og fugtige gulerodsmuffins med creme cheese frosting, aka. flødeoste glasur eller ostecreme, kært barn har mange navne og denne frostning må du ikke undlade, den er for lækker.

Disse muffins er fulde af revne gulerødder, har en krydret smag af kanel og er fyldt med nødder i form af pekannødder – men brug lige de nødder du bedst kan lide. Jeg forstiller mig også at hasselnødder er lækkert! Uanset hvilke, er disse gulerodsmuffins lækre, toppet med creme cheese frosting – du vil elske dem.

Gulerodsmuffins med frosting

Ostecreme

Gulerodsmuffins kan sagtens nydes uden ostecreme, men det er noget af det bedste jeg ved. Jeg synes en svampet og krydret gulerodskage fortjener creme cheese frostning. Opskriften er lige nok til alle guleodsmuffinsene, fortrækker du en generøs mængde frosting, er du velkommen til at fordoble denne del af opskriften.

Ostecremen er lavet af:

Smør – Jeg bruger Lurpak eller en økologisk ægte-smør – her dur smørbart ikke.

Flormelis – Flormelis til glasur, jeg ved ikke om det kan erstattes af almindeligt hvid sukker, eller om frostingen vil knase.

Flødeost – Brug fuld fed smøreost for det bedste resultat, Philadelphia eller Buko.

Citron – Helt sikkert skal, men også saft. Smag dig frem, men frostingen har glæde af lidt syre.

Vanilje – Ægte vanilje, hjemmelavet vaniljesukker, vaniljepulver eller vaniljesukker – det hele kan bruges. Smagen af vanilje i frostingen sætter prikker og over i’et.

Pisk smør og flormelis lyst og luftigt inden det vendes med flødeost. Sådan får du en fast og hvid frosting. Smag den til med vanilje og citron skal og saft. Jeg synes der skal citron skal i creme cheese frostingen, men smag dig frem.

Fordel frostingen på hver muffin ved hjælp af en paletkniv, eller fyld det i en sprøjtepose med en fin tylle, og dekorer kagerne smukt. Er frostnignen for varm til at arbejde med, læg den da på køl 10 minutter inden du begynder sprøjte arbejdet.

Prøv også ostecreme med hvidchokolade – find opskriften her.

Gulerodsmuffins med nødder

Sådan laver du gulerodsmuffins

Denne nemme opskrift tager kun få minutter at bikse sammen. Se også opskriften på nem gulerodskage uden nødder.

  • Vej alle ingredienserne af og bland dem i den angivet rækkefølge.
  • Fordel dejen i muffinsforme og bag dem i 20 minutter ved 200 grader
Gulerodsmuffins opskrift

Opbevaring

En svampet og fugtig gulerodskage holder sig frisk i flere dage, uden at den blive tør. Jeg foretrækker at opbevare muffinsene med ostecremen på køl, da jeg synes flødeost skal opbevares på køl. Mængden af sukker er formentlig nok til at konservere, men jeg vil anbefale at opbevare dem køligt – det gør også frostingen mere fast.

Nyd kagerne til kaffen, server dem for gæster, eller bage dem til at “dele ud”. Gulerodsmuffinsene kan også bages som en hel kage, forøg da bagetiden til 35-40 minutter. Se også opskriften på nem gulerodskage, eller krydret græskarkage med den vildeste frosting.

Velbekomme.

Gulerods muffins

Gulerodsmuffins

Svampede gulerodsmuffins med pekannødder og ostecreme
Til: 20 stk

Det skal du bruge:

  • 200 g gulerod revet
  • 175 g sukker ca. 2 dl
  • 50 g brun farin ca. 1 dl
  • 4 æg
  • 150 g smagsneutral olie ca. 2,5 dl
  • 1/2 tsk. salt
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. natron
  • 1 tsk. kanel
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 175 g hvedemel
  • 25 g havregryn
  • 70 g pekannødder

Ostecreme

  • 100 g smør
  • 100 g flormelis
  • 200 g flødeost
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1/2 citron skal og lidt saft

Sådan gør du

  • Vej alle ingredienserne af og bland dem i ovenstående rækkefølge. Foruden pekannødderne.
  • Tænd ovnen på 200 grader.
  • Rør alle ingredinserne godt sammen.
  • Hak pekannødderne i passende størrelser og vend dem i dejen.
  • Fordel dejen i 15-24 muffinsforme (afhængig af størelse), fyld ikke dej længere end til en lille centemeter fra kanten.
  • Bag muffinsene i ovnen ved 200 grader i 20 minutter.
  • Afkøl muffinsene helt

Ostecreme

  • Tag smøren ud af køleskabet i god tid – gerne 20-30 minutter før.
  • Pisk smør, flormelis og vaniljesukker helt hvidt og luftigt.
  • Vend derefter flødeosten i smør-blandingen, pisk ikke mere i blandingen.
  • Riv citronskal og smag cremen til med citronsaft og vanilje.
  • Fordel ostecremen på de afkølede muffins og opbevar dem på køl.
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

Nem Tzatziki

Gå til opskrift

Græsk hvidløgs- og agurke-dip.

Denne simple opskrift på Tzatziki består kun af 3 ingredienser og salt. Tzatziki er en dressingen som du med god samvittighed kan spise meget af, især hvis du laver denne smagsfulde, kaloriefattige og proteinrige variant, lavet på skyr, agurk og hvidløg. Den cremede dressing med de søde agurker, og en dejlig smag af hvidløg, er en fantastisk dip til pitabrød, kebab, gril og andre græske retter.

Sund tzatziki

Min tzatziki teknik

Jeg bruger neutral skyr, som hvis jeg er på forkant dræner (se her hvordan jeg dræner skyr). Det gør skyr mere cremet, fast og lækkert.

Jeg river agurk på rivejernets grove side, drysser agurken med salt, lader det trække, for efterfølgende at vride den revne agurk i et klæde, så væsken forsvinder. Det gør at tzatziki-dressingen forbliver fast og cremet. Jeg tilføjer ikke mere salt til tzatzikien end den jeg drysser de revne agurker med, da salten stadig vil sidde i de revne agurker.

Hvidløgs fed presser jeg i en hvidløgspresser, og rører sammen med den drænede skyr.

For lyn-varianten: vend da skyr, revet agurk, salt og hvidløg sammen – det tager maks 5 minutter. Men giver du dig tid til at dræne og vride, bliver resultatet bedre.

Nem tzatziki ingredienser

Tzatziki ingredienser

Neutral skyr – jeg bruger en tyk neutral skyr fordi det er kalorielet og proteinrigt. Det har en syrlig smag, men det gør ikke noget. Du kan bruge græsk yoghurt, fromage fraiche eller creme fraiche stedet for skyr – det vigtigste er at konsistensen er tyk, cremet og fast.

Hvidløg – er uundværligt i tzatziki. Jeg bruger 1 fed til portionen. Desto længere tid tzatzikien trækker, desto kraftigere hvidløgssmag. Brug flere fed hvidløg hvis du vil have mere hvidløgssmag.

Agurk: revet agurk er essenesen i tzatziki. Jeg bruger en helt almindelig dansk øko agurk.

Salt: har både den funktion at trække væsken ud af agurken og være smagsgiver.

Server Tzatziki til:

  • Falafel
  • Pitabrød
  • Salat-bowls
  • Grillede grøntsager
  • Hakkebøf
  • Burger
  • Grøntsagsstave
Tzatziki agurk

Holdbarhed og opbevaring

Opbevar tzatziki i køleskabet i en lufttæt boks, da lugten af hvidløg kan sætte sig i andre fødevarer. Lad ikke tzatziki stå længe ved stuetemperatur, da mejeri og mælkeprodukter har bedst af at stå på køl. Tzatzikien er bedst inden for to dage, da hvidløgssmagen intensiveres og agurkerne bliver slatne, men det er stadig godt dagen efter.

Velbekomme.

Tzatziki
Print
5 fra 1 stemme

Tzatziki

Nem tzatziki med skyr, agurk og hvidløg
Til: 4 personer

Det skal du bruge:

  • 400 g neutral skyr gerne drænet
  • 1 hel agurk
  • 1 tsk groft salt
  • 1 fed hvidløg

Sådan gør du

  • Dræn skyren.
  • Riv agurken på den grove side af rivejernet og vend de revne agurker med salt.
  • Vrid væsken fra agurkerne og vend dem i (drænet) skyr, sammen med presset hvidløg.
  • Smag tzatzikien til
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!