fbpx
MENU

Grøntsags Pad Thai

Gå til opskrift

Fitness Pad Thai med kylling og grøntsager

Pad Thai er virkelig lækkert og jeg spiste det en hel del i Thailand. Jeg var så heldig at lære at lave en klassisk street style Pad Thai på VJ’s cooking school. Efter vi kom hjem, havde jeg ikke lyst til andet end Pad Thai. Jeg har lavet rigtig mange varianter af Pad Thai siden vi kom hjem, for jeg skulle lige øve mig, både med kylling og med tigerrejer (det er godt 😉 ). Vi har holdt en Pad Thai pause den sidste uge, men derfor skal I ikke snydes for denne lækre, mega sunde udgave af Pad Thai. En rigtig fitness udgave, som er sukkerfri, lavet kun på kylling og grøntsager – næsten 🙂

Læse mere om Thailand, cooking school og den klassiske Pad Thai her.  

Rigtig god fornøjelse med denne sunde Pad Thai

Velbekomme

Grøntsags-Pad-Thai
Pad thai med kylling

Grøntsags Pad Thai med Kylling

Grøntsags Pad Thai. Den klassiske Thailandske nuddelret i en sund og nem udgave, lavet af grøntsager og kylling, som smager fantastisk.
Antal: 2 pers.

Ingredienser

  • 1 kyllinge bryst i små stykker
  • 1 spsk fish sauce
  • 1 spsk teriyaki sauce eller soja
  • 1 spsk zero gold
  • 1 fed hvidløg
  • 1 løg
  • 1 gulerod
  • 1/4 spidskål
  • 1 bakke bønnespire
  • 2 forårsløg
  • 2 dl hønsebouillon
  • 1 æg
  • peanuts tørret chili, bønnespirer, lime og forårsløg til pynt.

Sådan gør du

Start med at forberede alle ingredienserne.

  • Skær kylling i små tern.
  • Snit løg og hvidløg fint.
  • Skræl og riv guleroden i lange tynde strimler, skær kålen fint, evt. på et mandolin jern og skyl bønnespirerne.
  • Rør en marinade sammen af fish sauce, teriyaki sauce og zero gold.
  • Varm det op i en wok eller pande og tilsæt løg og hvidløg.
  • Når løgene er svitset tilsættes kyllingen og den svitses med.
  • Derefter tilsættes de resterende ingredienser undtagen ægget og lad retten simrer til kyllingen er gennemstegt og grøntagene er møre.
  • Skub Pad Thai'en til side i wokken og slå ægget ud i den anden side.
  • Lav scrambled egg og vend det derefter i retten.
  • Server retten med hakkede peanuts og tørret chili.
  • Pynt med bønnespirer og forårsløg.

Noter

Som nævnt, er thai-mad “all about preparation”. Det tager 20 min. at forberede og 10 min. at tilberede!
Pad thai med grøntsager

Ugens tjek ind

Uge 5

En hel uge er allerede gået siden jeg skrev det først tjek ind. Tiden flyver afsted og der er nok at se til. Jeg håber og tror at uge 5 bliver en helt almindelig uge. Jeg føler stadig, at januar er kommet lidt bag på mig, da jeg ikke har haft tid til at tænke over det nye år – 2018. Jeg er på ingen måde fortaler for nytårsfortsæt, som er dømt til at gå galt, allerede inden vi når ud af januar. Men jeg kan rigtig godt lide tanken om “en blank side” i det nye kalenderår. Et nyt år med nye muligheder, nye drømme, nye mål og nye planer. 2018 bliver et fantastisk år – ingen tvivl om det. Jeg ved, at et mål uden en plan kun er en drøm, derfor vil jeg gerne sætte mig selv mål for 2018. Ud fra mit mål, kan jeg lave en plan som giver mig struktur og noget at arbejde hen i mod.

Læse mere om at sætte værdifulde mål her – nytårs fortsæt

 Bootcamp

Hverdagen:

Hverdagen går med Bootcamps, personlig træning af klienter og bloggen. Jeg fylder min hverdag med det jeg brænder allermest for: at hjælpe andre til en sundere og gladere hverdag, ved hjælp af træning, vaneændringer og sund kost. Mit job gør mig glad hver eneste dag og jeg er lykkelig for at vågne op til noget jeg brænder for. Til tider er det hårdt at skabe noget selv og spørgsmålet – “er det godt nok?“, kæmper jeg rigtig meget med.

Kaffe på Penny Lane

Foruden hverdagens gøremål skal jeg lave god mad, gå lange ture hånd i hånd og drikke en masse kaffe i ugens løb. Det er i hvertfald det jeg har lyst til, for at ugen bliver rigtig skøn! Vi drak søndagskaffe på Penny Lane i går, måske er det derfor jeg har sådan en kaffe-lyst. Jeg har også nogle huslige gøremål på to-do listen, hvor ugens projekt er: funktionelt arbejdskontor! Det betyder at jeg drømmer om at skabe en arbejdsplads hvor vi har lyst til at arbejde, med mere opbevaringsplads og mindre rod. Det bliver måske mere end én uges projekt!

Det glæder jeg mig til:

Midt i alt hverdags-snakken, så glæder jeg mig til en langsom lørdag morgen. Jeg elsker når vi spiser morgenmad sammen, det gør vi nemlig ikke til dagligt da vi møder kl 05.30 i Sph Gym. Kasper elsker når vi har rigtig god tid om morgenen, så han kan drikke sin kaffe imens han tjekker aktierne og hører millionærklubben. I julegave fik Kasper et avis abonnement, så i weekenderne holder vi avis og den skal der også være tid til at læse. Vi nyder begge at lave stor morgenmad i fælleskab, så det må vi hellere gøre på lørdag, da søndag står på træning.

Vi plejer at lave den skønneste morgenmad med bagthavregrød, scrambled eggs, pølser, pandekager og et smukt frugt og grøntsagsfad. Jeg glæder mig til, hvad vi finder på i weekenden.

Brunch - grøntsagsfad

Brunch

 

Må I alle få en skøn uge 5

// Kærligst Anne

 

Du er mere end velkommen til at følge med på min Instagram og min Facebook.

Sunde, grove pølsehorn

Gå til opskrift

Fuldkorns pølsehorn med gulerødder

Pølsehorn – fandt du virkelig det på min sunde blog? Jeps, det gjorde du!

Opskriften på pølsehorn har jeg gjort så sund som muligt, samtidig med at det stadig er brød! Pølsehornene smager helt fantastisk, brødet er blødt og luftigt. Grove pølsehorn kan hurtigt blive tørre, især efter en tur i fryseren, men det bliver den her opskrift ikke, heller ikke dagen efter.

Sunde-grove-pølsehorn

Sunde pølsehorn?

Der er både mel og pølser i pølsehorn, så kan de da ikke være sunde? Sunde – det er de! De er fulde af fuldkorn, de er relative proteinrige, opskriften er fedtfattig (foruden valget af pølser) og der har sneget sig en grøntsag i opskriften! Men kaloriefattige og slankende, det er de ikke. Sundheds- eller vægtkontrol problemet sker ikke ved at spise ét sundt groft pølsehorn – det sker, når de smager så godt, at du (jeg) kommer til at spise hele pladen 😛 Jeg siger det bare – pas på – de smager godt, så skynd dig at putte dem i fryseren inden de forsvinder. Fra fryseren kan du nemt tage ét op ad gangen og tage det med på farten eller i madpakken.

Pølser

Der findes et utal af pølser på det danske marked. Er der noget, vi er gode til i Danmark, så er det at lave rigtig gode velsmagende pølser! Jeg er ikke bleg for at indrømme det: jeg kan godt lide pølser! En grillet pølse, en ristet pølse, en pølsemad, i hotdogs, i gryderetter og på pizza 😉 Jeg besøger årligt den tilbagevendende begivenhed Food Festival på Tangkrogen i Århus og DM i hotdog, det er en fornøjelse og en oplevelse at smage de imponerende pølser og hotdogs.

Om sommeren når vi griller går vi til slagteren og køber nogle rigtig gode pølser, det kan jeg kun anbefale at gøre!

Find opskrifterne på alt garniture til hjemmelavede hotdogs her: ketchup, remou og syltede løg.

Tilbage til de pølser du kan finde i supermarkedet og hvad du skal vælge til pølsehorn. Gå efter en god pølse med en høj kødprocent, som smager godt. Jeg vælger altid pølser efter kalorie- og proteinindhold. Jeg vælger dem med de færreste kalorier, altid under 300kcal pr. 100g og dem med de fleste proteiner. På den måde forsøger jeg at spare på fedtet og kalorierne.

Sunde grove pølsehorn

Mel

Pølsehornsopskriften er grov fordi jeg har brugt fuldkornshvedemel. Derudover har jeg også brugt hvid hvede. Hvid hvede er også en fuldkornshvede type, hvor hele kornet er malet, ligesom fuldkornshvede og grahamsmel, bare af en hvedesort med lyse skaller. Det gør det muligt at lave lyse fuldkornsbrød.

Jeg bruger hvid hvede fordi det indeholder lidt færre kalorier end alm. hvedemel og flere proteiner. Hvid hvede indeholder færre kulhydrater, men lidt mere fedt end alm. hvedemel, hvis man læser varedeklarationen.

Sunde pølsehorn

Her får du opskriften på de sunde grove pølsehorn lavet på fuldkornshvede og hvid hvede. Servér dem med lidt ketchup og sennep og en masse grøntsagsstænger.

Velbekomme

Pølsehorn

Opskrift på sunde pølsehorn i et blødt og luftigt fuldkornsbrød af fuldkornshvedemel og hvid hvedemel med gulerødder, som ikke bliver tørre.
Antal: 20 stk.

Ingredienser

  • 20 gode pølsehornspølser eller brunchpølser. El. 10 gode halveret pølser
  • 25 g gær
  • 1 dl lunketvand
  • 1 tsk groft salt
  • 1 dl skyr
  • 1 stor revet gulerod
  • 1 æg
  • 1 dl grovvalset havregryn
  • 150 g fuldkornshvedemel
  • ca. 250g hvid hvedemel

Sådan gør du

  • Opløs gæret i vandet.
  • Rør salt, skyr, revet gulerod æg og havregryn i. Jeg rører dejen på en røremaskine, men du kan sagtens røre det i hånden.
  • Tilsæt fuldkornshvedemel og rør dejen ensartet inden du tilsætter hvid hvedemel lidt efter lidt, til dejen er "mættet".
  • Ælt dejen godt. Dejen skal være til at røre ved, ikke klisteret og ikke tør.
  • Stil dejen til hævning på køkkenbordet i 1 time.
  • Tænd ovnen på 220 grader varmluft.
  • Efter hævningen rulles pølsehornsdejen ud på et meldrysset bord.
  • Del dejen i to boller og rul dejen ud som en pizza som skæres ud i trekanter.
  • På hver trekant lægges en pølse og en lille klat ketchup, rul pølsen ind i dejen, fra den bredes ende og ind mod midten.
  • Placer pølsehornene på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve ca. 30 min.
  • Pensel pølsehornene med æg eller mælk.
  • Bag dem i den forvarmet ovn ved 220 grader varmluft i ca 10-12 min.

One Pot Pasta med oksekød

Gå til opskrift

One Pot Pasta med oksekød og chorizo pølse

Aftensmad på kun 20 min.

Den bedste opskrift på One Pot Pasta med oksekød. Næsten One Pot Pasta – jeg bruner kødet inden jeg tilsætter de resterende ingredienser, men princippet er det samme – det hele op i en gryde – kog og server!

One Pot Pasta med oksekød

Min søster er ekspert i One Pot Pasta. Hun vil helt sikkert servere det for mig i weekenden.

Læs mere om min uge her: Ugens tjek ind – Uge 4

Min søster laver One Pot Pasta med bacon, jeg laver det med oksekød og chorizo pølse. Hvis du spørger mig (og Kasper) er det her den bedste og nemmeste pastaret. Min søster har lært mig at bruge gulerod i retten. Jeg har selv brugt squash, men det gør retten mere vandet, hvorimod guleroden bidrager til pastarettens cremede  konsistens.

Server One Pot Pasta på travle hverdage med en grøn salat, jeg er sikker på det bliver en familie favorit 🙂

Velbekomme

Prøver du denne eller en af mine andre opskrifter, vil jeg elske at se dine kreationer – del det med mig under #annesondergaard eller tag mig på Instagram – det er hyggeligt når du følger med!

One Pot Pasta

One Pot Pasta med Oksekød

Opskrift på lækker One Pot Pasta med oksekød og chorizo pølse. Nemmeste pastaret – aftensmad på kun 20 min.

Ingredienser

  • 1/2 spsk olivenolie
  • 1 løg
  • 1-2 fed hvidløg
  • 500 g hakket oksekød
  • 2 chorizo pølser i skiver jeg brugte princip økologisk gourmet chorizo pølser fra Føtex, de kan anbefales
  • 1/2 tsk groft salt
  • peber
  • 250 g cherry tomater
  • 1 stor revet gulerod
  • 1/2 glas soltørrede tomater i stykker
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 bundt hakket bredbladet persille eller basilikum
  • 250 g fuldkorns pasta
  • 1 grøntsags boullion + 5 dl vand
  • 1 spsk tørret chill
  • 1 spsk tørret oregano eller basilikum
  • 1/2 tsk groft salt

Sådan gør du

  • Start med at forberede alle ingredienserne.
  • Skær løg og hvidløg fint, skræl og riv guleroden, vask og skær cherry tomaterne i små stykker.
  • Start med at svitse løg og hvidløg i olien, brun derefter oksekødet med salt og peber.
  • Tilsæt pølseskiverne så de også bliver svitset.
  • Jeg slukker for blusset imens jeg putter alle de resterende ingredienser i gryden.
  • Derefter skal pastaretten koge i 12 min under låg til pastaen er mør.

One Pot Pasta

Pasta med oksekød

Ugens tjek ind

Uge 4

Det er mandag og som noget nyt vil jeg i år forsøge at dele mere af min hverdag med jer. Hver mandag vil jeg forsøge at dele ugens tjek ind, hvor jeg vil fortælle jer om hvad der skal ske i min uge.

Det er blevet hverdag igen efter den skønneste ferie. Det er koldt i Danmark, men jeg er ved at vende mig til det og de meget kolde cykelture. Ude godt, men hjemme bedst!

Læs lidt om min ferie her.

Bootcamp

Endelig starter min Bootcamp igen. I denne uge går det løs. Jeg har virkelig glædet mig rigtig meget til at komme igang med mine Bootcamps igen! Jeg ser frem til at hjælpe endnu flere skønne kvinder. Jeg glæder mig til at lære de nye deltagere at kende, til at lære dem at styrketræne og til at give dem nogle koststrategier som de kan vedligeholde nu og for altid, så Bootcamp-pigerne kan komme i den form de drømmer om.

Læs mere om min Bootcamp her.

Træning

På min ferie i Thailand læste jeg ”The glute guy” Strong Curve’s bog og jeg er i sidste uge startet på et af programmerne i bogen, modificeret så det passer til mig. Efter at have læst bogen bliver jeg simpelthen nødt til at gøre mig nogle erfaringer, ved at afprøve programmet selv og se om jeg kan træne mig til en bedre booty 🙂 The glute guy sælger virkelig programmerne godt og jeg blev solgt. Jeg kan fortælle jer, at jeg har haft rigtig ømme baglår og baller hele sidste uge! Derudover starter jeg stille og roligt op med lidt vægtløftning igen og håber at mine knæ vil være med.

Det glæder jeg mig til

På torsdag har jeg en tid hos den fantastiske Nikki fra Aalborg Beauty til at få ordnet mine bryn og vipper. Det er altid skønt at få det ordnet og så er servicen og atmosfæren bare fantastisk i klinikken.

Weekenden

Weekenden står på Århus-tur og søster hygge. Jeg har ikke set min søster siden starten af december, så jeg glæder mig til at give hende et knus og fortælle hende alt om vores ferie. Jeg kunne forstille mig at det sidste af januar-udsalget skal tjekkes ud. Måske vi skal en tur på torvet på Ingerslev, spise salat fra Mr.Mums og bare rigtig søstre-hygge.

Hvis jeg er heldig bliver der også plads til brunch på søndag 🙂

Mr. Mums

Uge 4 bliver en skøn uge.

Jeg kunne godt tænke mig at høre hvad du fylder din uge 4 med? Del det med mig i kommentaren, det er så hyggeligt når vi kan inspirere hinanden.

Jeg håber du vil læse mere om min hverdag. Fortæl mig gerne hvad du syntes om dette lidt mere personlige indlæg?

Må i alle få en skøn uge 4

// Kærligt Anne

Klassisk Pad Thai

Gå til opskrift

Pad Thai – min livret i Thailand

Kære alle læsere, jeg håber i har haft en fantastisk jul, at i nød bloggens sunde julekalender og at I er kommet rigtig godt ind i det nye år?

Jeg glæder mig til 2018 (som allerede er i gang, jeg er lidt sent på den 😉 ) og jeg håber også I glæder jer til at følge med her på bloggen. I et senere nytår-indlæg tænke jeg, at jeg vil dele lidt om mine ambitioner og forventinger til bloggen i 2018 med jer. Men indtil videre er jeg bare glad for at være tilbage. Ude godt – hjemme bedst!

Ferie i Thailand

Vi har haft en skøn, varm og fantastisk ferie i Thailand. Det har været en oplevelse at fejre både jul og nytår i Thailand. Desværre lå Kasper syg med madforgiftning i 9 dage, han tabte sig 8 kg og var på hospitalet to gange. Det var en hård omgang og det lagde lidt en dæmper på ferien, også for os andre i de dage. Bortset fra sygedagene er Thailand et dejligt land, vejret er skønt, det er billigt, maden er god, de lokale er flinke og mulighederne er uendelige. Vi var så heldige at vi rejste rundt i det skønne land, så vi oplevede både storbylivet, “the country side” – naturen på landet, de smukkeste strande, ø-livet, dykkerkulturen og turist-helvedet. En ting jeg bare ville på mit besøg i Thailand denne gang, var på cooking school og det var vi i byen Kata på øen Phuket.

Madskole i Phuket

Vi valgt at booke en madskole imens vi var på Phuket. Vi havde først fundet en billigere og lidt mere populær madskole i Phuket by, men alt var udsolgt da vi ville bestille. Vi havde ikke booket hjemmefra, da vi egenlig troede at alle oplevelser kunne bookes på gaden fra dag til dag. Thailand er blevet mere “internationalt” og i dag kan alt fra madskole til en dags-bådtur bookes på forhånd på nettet. Det vil jeg anbefale dig at du gør, ihvertfald med cooking school. Vi boede i byen Karon og søgte på Google efter en madskole der lå i nærheden, hvor:

  • vi selv kunne vælge hvilke retter vi ville lære
  • der var en market-tour inkluderet
  • få deltagere på holdet
  • atmosfæren var hjemlig

Phuket Thai Cooking School

Valget faldt på madskolen hos VJ, som udelukkende brugte tripadvisor til at markedsføre sig selv. Det var et rigtig godt valg. VJ var 4. generation i Thailand af en indisk familie. VJ er uddannet kok fra Bangkok og havde gået på den internationale skole, så hun kunne flydende engelsk – det var rart! (Thai-engelsk er lidt specielt). VJ hentede os på vores hotel og tog os med på det lokale marked. Hun fortalte om de mange grøntsager, frugter, frisk, skaldyr og kød. Det var en oplevelse at se så mange grøntsager og frugter som jeg slet ikke kendte. Alt på markedet var frisk og lokalt og intet var i plastik emballage, det kunne vi godt lære lidt af herhjemme! Markedet var et af de pæneste vi så på vores ferie. VJ hjalp mig med at købe oystersauce, fishsauce og chilli med hjem fra markedet.

Grøntsagsmarked Phuket

Marked Phuket
Frugtmarked Phuket
Grøntsagsmarked Thailand
Marked Kata Phuket

Efter markedsturen tog vi hen til VJ’s cooking school, hvor vi mødte 3 andre som også skulle på madskole. Vi havde bestilt nytårs-menu pakken, selvom vi først kom afsted d. 1. januar. Det betød at vi skulle lære 5 retter, de andre skulle lære henholdsvis 3 og 4 retter. Jeg kunne godt have været foruden sticky rice, jeg er ikke så vild med det og jeg har selv lavet det før herhjemme.

Cooking School VJ

Vores menu:

  • Kylling i rød karry med vores egen hjemmelavet karrypasta (de andre lavede grøn karry så vi kunne lure lidt hos dem)
  • Tom Kha Kai og Tom Yam Goong (vi havde ønsket Tom Kha Kai med kokosmælk, men VJ spurgte om vi ikke ville lære to supper og dermed lave en hver)
  • Chicken cashew
  • Pad Thai
  • Mango sticky rice

Pad Thai

Inden vi rejste til Thailand, havde jeg fortalt familien om de skønne retter som de serverer i Thailand. Jeg var ikke helt sikker på, om det var rød karry, grøn karry eller chicken cashew som var min favorit. Forud for madskolen havde vi bestilt retterne på resturanterne, så vi var helt sikre på hvad vi skulle lave. Og jeg blev mere og mere vild med denne skønne nudel-ret med kylling, indtil jeg i Phuket fik serveret en portion Pad Thai med kylling og tofu!

Det viser sig så at Pad Thai oprindeligt er med tofu, men at de ofte underlader det i sydthailand fordi der er flere turister. Det var i Bangkok, altså nordpå at jeg fik det uden tofu og i Phuket sydpå at jeg fik det med. Fremadrettet bestilte jeg altid min Pad Thai uden tofu! Nudler er oprindeligt ikke Thailandsk, oprindeligt var det kun ris, men jeg er glad for at de har taget nudlerne til sig og lavet denne fantastiske ret.

Opskriften som jeg deler her er stort set identisk med den vi lavede på madskolen (du kan se min Pad Thai fra madskolen på billedet her under). Jeg skal nu igang med at eksperimentere med at lave Pad Thai med ingredienser som kan købes i almindelige supermarkeder, en sundere udgave med flere grøntsager og mindre sukker.

Pad Thai Cooking school

Alle ingredienserne var sat frem til os og vi skulle heller ikke selv vaske op 🙂 Her ses ingredienserne til Pad Thai på madskolen. 

Pad Thai ingredienser

Pad Thai er simpel at lave, men det kræver de rigtige ingredienser. Alle ingredienserne som ses på billedet herunder er købt i Danmark. Jeg er nemlig så heldig, at vi i Aalborg her Thai Mart på Danmarksgade og de har alt hvad du skal bruge. De var endda så betænksomme at huske mig på også at købe bønnespirer, da jeg var på udkig efter de klassiske Pad Thai ingredienser. Jeg var meget spændt på om jeg kunne få palm sugar i Danmark. Det kunne jeg og så til kun 17 kr (det er den røde pakke på billedet)

Velbekomme

Ingredienser pad thai
Klassisk Pad Thai

Pad Thai

Antal: 2 personer

Ingredienser

  • 100 g risnudler Pad Thai nudler
  • 1 kylling bryst i små tern
  • 1 skalotteløg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 bakke bønnespirre
  • 2 forårsløg
  • 2 spsk neutral olie
  • 1 spsk fishsauce
  • 1 spsk tamarind paste
  • 1 spsk palm sugar
  • 2 dl hønseboullion
  • 1 æg
  • 1 spsk hakkede peanuts

Sådan gør du

  • Læg nudlerne i blød i lunkent vand (til den varme side). De skal ikke koges, bare udblødes. Det kan godt tage en halv time.
  • Skær kyllingen i små tern.
  • Snit løg og hvidløg fint.
  • Skyl bønnespirerene og hak forårløget.
  • Varm olien op i en varm wok, steg løg og hvidløg.
  • Tilføj fish sauce, palm sugar, tamarind paste og hønsebouillon.
  • Lad saucen simrer.
  • Steg kyllingestykkerne i saucen.
  • Tilføj nudler, bønnespirer og forårsløg.
  • Steg til alle ingredienserne er tilberedt, ca. 5 minutter.
  • Skub ingredienserne til siden i wokken, slå ægget ud og lav scrambled æg i den anden side.
  • Vend det hele sammen.
  • Når nudlerne er helt bløde er retten klar.
  • Server den med hakkede peanuts, tørret chili og en lime båd. Pynt også med friske bønnespirer og forårsløg.

Noter

Thai mad er: “all about preparation” ifølge VJ

Kylling stegt som and

Gå til opskrift

Hel kylling stegt som and fyldt med lækre æbler og svesker

Rigtig glædelig jul.

Måske andestegen allerede er i ovnen? Denne kyllingsteg kunne sagtens være et alternativ til den fede andesteg.

En hel kylling er altid lækkert, fordi det næsten er umuligt at stege kødet tørt. Når kyllingen fyldes, giver de søde svesker og et syrligt madæble masser af smag til kødet. Servér kyllingestegen til kartofler, rødkål, rødkålssalat, jordskokkechips og måske en grønkålssalat, som var det andesteg.

Spis alt det lækre kød på kyllingen og pil efterfølgende skroget og lav en lækker hønsesalat af resterne.

Velbekomme

Kylling stegt som and

Opskrift på hel kylling stegt som and fyldt med saftige æbler og søde svesker. En lækker ret med masser af smag fra både svesker og madæbler

Ingredienser

  • 1 hel kylling
  • 1 æble
  • 10 svesker
  • frisk rosmarin eller timian
  • 1 tsk salt

Sådan gør du

  • Skær æblet i tern og fyld det i kyllingen sammen med svesker og rosmarin.
  • Gnid skindet med rigeligt salt.
  • Læg kyllingen i et ovnfast fad og steg den i oven ved 200 grader i ca. 75 min., til skindet er sprødt.
  • Husk at stege den med brystet opad.

Appelsinmarineret kylling

Gå til opskrift

Appelsinmarineret kylling med æbler og løg

Kylling er måske ikke særlig julet, men midt i alt julemaden er der brug for hverdagsretter, som ikke ligger så tungt. Derfor opstod denne opskrift på en virkelig saftig og lækker kylling. En hverdagsret med undertoner af jul. Kyllingen serverer jeg til ris, hvor jeg bruger marinaden som sauce og dertil også en frisk salat.

Velbekomme

Appelsinmarineret kylling

Appelsinmarineret kylling

Appelsinmarineret kylling med æbler er en skøn hverdagsopskrift med smag af jul. Kyllingen er saftig og fuld af smag og let krydret med kanel

Ingredienser

  • 4 kyllingefileter
  • saft af 1 appelsin
  • 1 æble
  • 2 løg
  • 1 tsk kanel

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 200 grader.
  • Hak æble og løg i tern.
  • Læg kyllingefileterne i et ovnfast fad, fordel æble og løg omkring kyllingerne.
  • Pres appelsinsaften ud over kyllingerne.
  • Drys kyllingerne med kanel.
  • Bag det i ovnen i ca. 20 minutter.

Flæskesteg

Gå til opskrift

Flæskesteg med jordskokkechips og bagte æbler med svesker

Flæskesteg høre sig julen til for de fleste, men ikke for mig, da vi aldrig har fået det til jul, Derfor har jeg også fået hjælp af Kasper til denne opskrift, for det er ikke nogen hemmelighed, at flæskesteg er hans livret over dem alle. Flæskesteg er i sig selv tung og kalorietæt, derfor er har jeg laver noget let og lækkert tilbehør. Jeg håber du finder tilbehøret lige så lækkert som jeg gør, så du ikke savner sovs og de franske kartofler. Husk også rødkål, som du finder opskriften på her.

Velbekomme

Flæskesteg med jordskokkechips på spækbræt æbler svesker

Flæskesteg

Sådan laver du den perfekte flæskesteg. Få også opskriften på lidt sundere tilbehør som smager så godt, at du slet ikke har brug for sovs
Antal: 4 personer

Ingredienser

Flæskesteg

  • 1 flæskesteg
  • ca 1 liter vand

Jordskokkechips

  • 5 jordskokker
  • 1 spsk groft salt

Æbler med svesker

  • 2 æbler
  • 4 svesker

Sådan gør du

Flæskesteg

  • Rids sværene op helt ned til kødet og gnub sværene godt ind i groft salt. Sørg for at komme godt med salt imellem sværene.
  • Læg stegen i en bradepande og gør stegen plan ved at folde sølvpapir under stegen, så sværene bliver lige sprøde over det hele.
  • Fyld vand næsten op til sværene og sæt stegen i ovnen på 200 grader i ca. 2 timer, eller til stegen når en kernetemperatur på 65 grader.

Jordskokkechips

  • Vask jordskokkerne grundigt.
  • Skær dem til chips på et mandolinjern.
  • Fordel chipsene i et lag på en bradepande, drys med salt.
  • Rist jordskokkerne til chips gerne i 2,5 time ved 120 grader.
  • Eller den hurtige variant: Rist jordskokkerne sprøde i ovnen i ca. 20 min. ved 200 grader, hold øje med, de ikke blive for brændte.

Æbler med svesker

  • Halver æblerne og lav en fordybning i midten.
  • Læg en sveske i hvert æble.
  • Bag æblerne i ovnen i 20 min. ved 200 grader.

Dadelkugler

Gå til opskrift

Dadelkugler – Sundere julekonfekt

Dadelkugler smager godt, men jeg syntes efterhånden at de har fået en “sund” status som de ikke helt kan leve op til. Der er ikke noget usundt over dadler, men dadelkugler er kalorierige, så du skal ikke spise uanede mængder af dem, før at de også sætter sig, her i julen. De indeholder ca. lige så mange kcal som chokolade men til gengæld er de fulde af næring fra gode fødevarer. De er lavet uden smør og sukker. Hvis du triller daddelkuglerne i hakkede ristede hasselnødder, smager de lidt som Ferrero Rocher. Nyd de lidt sundere julegodter og rigtig glædelig jul.

Velbekomme

Dadelkugler

Er du vild med dadelkugler? Så tror jeg også du ville kunne lide min opskrift på chokoladetrøfler eller havregrynskugler.

Dadelkugler

Opskrift op lækre dadelkugler. Dadelkuglerne smager godt til jul, de er lavet af dadler, nødder og kakao med et strejf af kanel

Ingredienser

  • 150 g dadler
  • 1 dl hasselnødder
  • 1 dl mandler
  • 1/2 tsk kanel
  • 1 spsk vand
  • 2 spsk kakao

Sådan gør du

  • Blend alle ingredienserne i en foodprocessor til en ensartet masse. 
  • Tril massen til kugler og tril dem i hakkede nødder, kakao eller kokosmel.

Stuvet hvidkål

Gå til opskrift

Gammeldaws stuvet hvidkål, nu fedtfattig og proteinrig

Hvidkål kan godt være kedeliget, men det behøves det slet ikke at være. Denne opskrift er super sund, og fuld af lækkert kål i en sovs som er både fedtfattig og proteinrig. Stuvet hvidkål er det perfekte tilbehør til frikadeller.

Velbekomme

Stuvet hvidkål

Stuvet Hvidkål

Super sund opskrift på god gammeldags stuvet hvidkål fuld af kål, i en sovs som er både fedtfattig og proteinrig. Spis det med frikadeller.

Ingredienser

  • ½ hvidkål
  • 2 æg
  • 4 dl mælk
  • 1 tsk salt
  • lidt revet muskatnød

Sådan gør du

  • Snit hvidkålen fint, evt. på et mandolinjern.
  • Blancher kålen i let saltet, kogende vand i ca. 5 min.
  • Pisk æg og mælk sammen og varm det langsomt op i en gryde under omrøring, til det tykner.
  • Det må ikke koge! Bliver det for varmt, skiller det.
  • Tilsæt salt og riv lidt muskatnød i mælkesovsen.
  • Hæld sovsen over kålen og vend det sammen.

Fiskefilet

Gå til opskrift

Fiskefilet med hjemmelavet remoulade

Fisk er sundt! Og findes der noget bedre end en fiskefiletmad med remoulade? Fiskefileten er altid et hit til julefrokosten og det burde den være helt året rundt. Ikke den kedelige paneret fra frost, som jeg syntes er ligesom at spise en skosål, men en lækker frisk rødspættefilet med en skøn panering, stegt i lidt smør.  Sådan en fiskefilet smager skøn. Her får du opskriften på den skønne fiskefilet i en fuldkornsvariant. Fisken er paneret i en sprød rasp lavet af rugbrød. Til fiskefileten er der serveret en god hjemmelavet remoulade. Jeg har også lavet en grovremoulade som er endnu mere kalorielet – se opskriften her.

I stedet for rugbrødsrasp kan du også bruge havregryn som rasp.

Velbekomme

Fiskefilet fuldkorn

Fiskefilet med hjemmelavet remoulade

Opskrift på en lækker fuldkorns paneret fiskefilet med hjemmelavet remoulade. Serverer fiskefiletterne på godt rugbrød med citronsaft.

Ingredienser

Paneret fiskefilet

  • 4 rødspættefileter
  • 3 skiver daggammelt rugbrød
  • 1 tsk salt
  • 1 æg

Remoulade

  • 2 spsk god hjemmelavet mayonnaise
  • 2 spsk skyr
  • 1 spsk finthakket gulerod
  • 1 spsk finthakket løg
  • 1 spsk finthakkede cornichoner
  • 1 spsk finthakket kapers
  • 1 spsk god sød sennep
  • 1/2 tsk citronsaft
  • 1 tsk karry
  • gurkemeje for at justere farven
  • salt og peber

Sådan gør du

Remoulade

  • Rør alle ingredienserne sammen, smag til med salt, peber og citronsaft og juster farven med gurkemeje.

Paneret Fiskefilet

  • Riv rugbrødet på et rivejern.
  • Rist det i ovnen ved 200 grader i ca. 10 min.
  • Lad det køle af og bland salt i rugbrødsraspen.
  • Pisk ægget sammen i en dyb tallerken.
  • Vend først rødspættefileterne i sammenpisket æg og derefter i rugbrødsraspen.
  • Steg dem på en pande (i lidt smør) et par minutter på hver side.
Fiskefilet med remoulade