fbpx
MENU

Græsk Salat

Græsk salat med vandmelon og feta

Nem og virkelig lækker græsk salat med alle de bedste sommer grøntsager. Salaten ligner sådan en man får, når man er på ferie i Grækenland. I Grækenland har de skønne solmodne tomater, store agurker og oliven, dem har jeg dog undladt. I Grækenland kan de gro vandmeloner og de er vilde med feta – alt det har jeg forenet i en fordansket salat.

Vandmelon

Melonerne smager virkelig godt lige i tiden. Jeg kan kun give tipsene til at finde en god vandmelon videre – jeg har ikke selv opdaget dem, men går altid efter disse tips:

  • en flot (rund) melon
  • en gul mave
  • en vissen stilk
  • lyder hul når du banker på den
Græsk Salat

Tomater og agurk

Havde jeg et drivhus, var det der jeg høstede solmodne tomater og agurker nu. Men det har jeg ikke. De danske agurker og tomater smager af langt mere (og bedre) når de er i sæson – og det nyder jeg. Om du vil skrabe kernerne ud af agurken og/eller skrælle den, bestemmer du slev. Jeg gør det ikke, da jeg ikke synes kernerne er store. Jeg skræller mest agurken for at få salaten til at se mere “græsk” ud, men det behøves ikke. Lad skrællen og kernerne være i agurken, så tager denne salat ingen tid at lave.

Feta

BOB (beskyttet oprindelsesbetegnelse) feta er græsk ost lavet af fårmælk. Puk ost og/eller salattern kaldes salat-ost og er lavet af komælk, og må altså ikke kaldes feta. Jeg bruger en blanding af de to salatoste. Pukosten masserer jeg ind i salaten, det giver en “cremethed” til salaten, og så pynter jeg med salat-tern. Du kan nøjes med en af de to oste, men i kombination sanger det skønt, og så holder salat-ternene (3%) kalorierne nede.

Kender du til betegnelserne BOB, BGB og GTS?

  • BOB: Beskyttet oprindelsesbetegnelse
  • BGB: Beskyttet geografisk betegnelse
  • GTS: Garanti for Traditionel Specialitet

Jeg kan godt blive i tvivl om hvilket “stempel” oprindelig, traditionel, græsk feta ost lavet af fårmælk har? Men ikke desto mindre, er det en EU-kvalitetsordning, som skal sikre os som forbruger, at vi får et ægte produkt. Læg mærke til det, næste gang du handler.

God fornøjelse med den græske salat

Velbekomme.

Græsk Salat

Græsk salat

Græsk salat med tomater, agurk og vandmelon
Tid: 20 minutter
Til: 4

Det skal du bruge:

  • 1/2 Vandmelon i tern
  • 1 Agurk
  • 250 g Cherrytomater eller tomater
  • 1/2 Rødløg
  • ca. 100 g Puk ost
  • 1 dl Salat-tern 3%

Sådan gør du

  • Skær vandmelonen i tern på størresle med 1/2 cherrytomat. Skræl og halver agurken og skær den i 1/2 cm tykke skriver. Halver cherrytomaterne. Skær rødløget i tynde halve ringe.
  • Bland salaten og masser puk-ost ind i salaten.
  • Anret salaten og top med salat-tern.
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

Bircher mysli

Overnight oats med ruggryn

Gå til opskrift

Bircher mysli

Bircher mysli er en Schweizisk kold køleskabsgrød, som blandes med yoghurt (eller andet surmælksprodukt), frugt – typisk æbler og nødder. Du kan også støde på denne Swiss-style overnight oats, hvor den har trukket natten over i juice. Jeg tillader mig at kalde opskriften “Bircher mysli”, selvom jeg gør det hele lidt anderledes. Det her er mere en mysli som jeg spiser oven på skyr, i stedet for at vende- eller røre det sammen med skyr. Hvis du bedst kan lide at røre myslien sammen med din skyr, så gør du bare det. Jeg laver den med ruggryn, fordi sådan synes jeg den er allerbedst.

Køleskabsgrød

Ruggryn

Ruggryn er “havregryn” lavet af rug-kornet. Ruggryn kan købes i de fleste supermarkeder og ruggryn består typisk af 80% ruggryn og 20% havregryn. Ruggryn indeholder lidt færre kalorier end alm. havregryn, da havre indeholder flere flerumættede fedtsyrer – de gode sunde fedtsyrer. Ruggryn mætter rigtig godt og så smager det super skønt i denne opskrift. Kan du ikke få ruggryn, kan havregryn også bruges.

Overnight rug mysli

Køleskabsgrød

Køleskabsgrød eller overnight oats er super populært især til travle morgner, hvor morgenmaden har lavet sig selv natten over i køleskabet. I bund og grund er det vel et gammelt trick, jeg husker da at mor satte havregryn i blød i vand i kasserollen på komfuret om aftenen, så var det bare at tænde for den om morgnen. Det samme gør sig vist gældende for øllebrød. Nu er grøden rykket ind i køleskabet om natten og vand er skiftet ud med mælk.

Se også opskriften på: kold grød med rabarber og hindbær

Jeg bruger denne Bircher grød som mysli og spiser den som topping på skyr. Den laves som overnights oats, der røres sammen aftenen i forvejen og sættes i køleskabet. Det smager skønt oven på skyr, sammen med æbler, blåbær, mandler og evt. rosiner.

Velbekomme

Bircher Mysli

Kold køleskabs-rug-grød som mysli på skyr

Det skal du bruge:

  • ½ dl skummetmælk
  • 1 dl ruggryn
  • 250 g skyr
  • 1/2 æble i tern
  • blåbær
  • 10 g mandler
  • Evt. 5g rosiner

Sådan gør du

Aftenen før

  • Sæt ruggrynene i blød: lun ½ dl mælk og rør ruggrynene i den lune mælk, så alle gryn er dækket. Jeg luner mælken i mikroovnen.
  • Sæt det i køleskabet natten over.

Om morgenen

  • Drys rug-grøden ovenpå skyr i store chunks og server den med blåbær, æble i tern, mandler og rosiner.
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

Kammerjunker

Gå til opskrift

Kammerjunker til koldskål

Ingen koldskål uden kammerjunker, eller ingen kammerjunker uden koldskål? Der er jeg på “ingen kammerjunker uden koldskål“, for jeg kan finde på mange andre lækre, og lidt mindre “småkage ting” at komme i min koldskål, som f.eks denne koldskåls granola eller jordbær.

Jeg kan kun komme på én anden ting, end koldskål, hvor jeg vil spise kammerjunker i: varm hyldebærsuppe! Varm hyldebærsupper smager forresten fantastisk, har du ikke smagt det, så gør dig selv den tjeneste. Jeg har set at Mou laver en færdig variant, husk kammerjunker eller kold risengrød.

kammerjunker_koldskål

Koldskål

Koldskål skal der til kammerjunker. Prøv denne nemme sukkerfrie, proteinrige og meget lækre koldskål (for at opveje lidt for småkage-kammerjunkerne 🙂 )

Eller den allerbedste klassiske koldskål på æggesnaps, med rigeligt sukker og et lille skvis fløde.

Kammerjunker_opskrift

Kammerjunker

Kammerjunkerne er lavet af en mørdej med vanilje og bagepulver. Jeg triller “pebernødder” af dejen, bager dem halvdelen af bagetiden, skærer de varme kammerjunkere over med en brødkniv og bager dem færdig til de er lysebrune og sprøde.

Der fåes ikke bedre kammerjunker end hjemmelavet med ægte vanilje og dansk smør!

Velbekomme

Kammerjunker

Kammerjunker til koldskål
Tid: 35 minutter
Til: 8 Personer

Det skal du bruge:

Kammerjunker

  • 250 g hvedemel
  • 2 tsk bagepulver
  • 100 g smør
  • 100 g sukker
  • 1/2 stang vanilje
  • 0,5 dl mælk
  • 1 æg
  • citronskal

Sådan gør du

Kammerjunker:

  • Tænd ovnen på 175 grader.
  • Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland det til vaniljesukker, med lidt af sukkeret.
  • Bland de tørre ingredienser og citronskal sammen og smuldre smørret der i.
  • Saml dejen med mælk og æg.
  • Tril kugler af dejen og bag dem i ovnen ved 175 grader i ca. 6 min. til de er let bagte og stadig bløde.
  • Halver kammerjunkerne og sæt dem tilbage i ovnen i ca. 10 min til de er let gyldne, de bliver sprøde når de køler af.
  • Afkøl kammerjunkerne helt og spis dem i koldksål.
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

Skyr Koldskål

Gå til opskrift

Kærnemælkskoldskål med vanilje skyr

Skyr koldskål er simplethen den skønneste spise om sommeren. På varme solskinds sommerdage kan koldskål sagtens gøre det ud for aftensmad, frokost, morgenmad eller alle måltider også dem ind i mellem. Koldskål er virkelig lækkert, her i en sund og kaloriefattige variant.

Skyr kærnemælkskoldskål

Skyr koldskål

Opskriften her er ultra simpel, rig på proteiner og uden tilsat sukker. Det er en koldskålsopskrift med god samvittighed og ekstra plus på mæthedes-kontoen. Vi kan godt kalde denne koldskål en fitness-koldskål. Vil du have den helt protein-optimerede koldskål så finder du opskriften her! Skyr koldskål opskriften er så simpel, som at blande kæremælk med vanilje skyr, derudover tilsætter jeg ekstra vaniljepulver og citronsaft + skal. Jeg har allerede delt opskriften på min Instagram.

The real deal

Er du mere til dessert koldskål lavet på æggesnaps, med rigelige mængder sukker og en (god) sjat fløde, så finder du opskriften på den bedste koldskål her. Det er så god, at det vandt en konkurrence i MasterChef.

Koldskåls topping

Koldskåls toppings kan variere i uendeligheder. Fra den kaloriefattige variant som friske danske jordbær, som smager skønt. Til den kalorietunge variant, som den kendte småkage “kammerjunker”. Et sted der i mellem, finder du koldskåls-crunch, jeg er særligt vild med denne koldskåls-crunch lavet på baner i min skyr koldskål sammen med jordbær.

Lav gerne en stor portions af denne koldskål, den holder sig i køleskabet i flere dage og bliver næste kun bedre, af at stå på køl til dagen efter. Du kan også bruge den som base i koldskåls-SuperShake, blend den med frosne grøntsager, som spinat og blomkål, sammen med vaniljeproteinpulver og du har den populære koldskåls-SuperShake.

Find 30 SuperShake opskrifter i min kogebog: SuperShake – Et komplet blendet måltid.

Velbekomme

Koldskål crunch

Skyr koldskål

Kærnemælkskoldskål med vaniljeskyr
Forb. tid10 minutter
Til: 4 personer

Det skal du bruge:

  • 300 g vaniljeskyr
  • 1 liter kærnemælk
  • 1/2 citron saft + skal
  • 1/2 tsk. vaniljepulver

Sådan gør du

  • Rør eller pisk skyr og kærnemælk sammen.
  • Pisk citron-saft og -skal, samt vaniljepulver i.
  • Smag koldskålen til og stil den på køl, gerne 30 minutter, det gør den kun bedre.
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

Melonsalat

Melonsalat med 3 slags meloner og saltristede solsikkekerner

Gå til opskrift

*reklamelink

En simpel skøn sommersalat, perfekt til grillmad på varme sommeraftner. Jeg serverede denne melonsalat til Sanks Hans aften, til stor fornøjelse.

Meloner

Vi spiser sjældent meloner. Jeg synes meloner er lidt “utidige” da de er importeret og i “sæson” året rundt, dette går ikke rigtig i tråd med mine værdier. Men et godt tip er, at når meloner (og alle andre fødevarer) er billige, er de i sæson. Når sommeren rammer, får vi lyst til vandmelon og spiser vandmelon i stor stil, helst de økologiske.

Jeg fik en underlig lyst til melon, og det er der kommet denne fantastisk smukke (og nemme) salat ud af. Melonsalaten består af 3 slags meloner: vandmelon, galia og cantaloupe. Navne jeg ikke kendte før jeg mødte min svigerfamilie, som er store melon-fans.

Melonsalat

Cantaloupe melon

Er den orange melon i salaten. Melonen har den sødeste smag, dufter intens og er orange i kødet.

Galiamelon

Er den grønne melon i salaten. Jeg tror det er den melon vi i 90’erne kaldte net-melon, eller måske den er i familie med net-melonen. Den er mindre sød i smagen og mere fast i kødet.

Vandmelon

Er den røde melon i salaten og måske den mest kendte melon – som jeg tror du kender og godt kan lide. Den er sød, læskende og lækker.

Melon_Salat_med_3_slags_melon

Salaten

Foruden melon består salaten af en blanding af icebergsalat og hjertesalat, salaten er toppet med salattern (3% feta) og saltristede solsikkekerner.

Det vandt stor wauv-effekt (også på instagram) at kugle melonerne. Det er ikke svært og tager ikke meget længere tid end at skære melonerne til melonsalat. Jeg bruger et melon-kugle-værktøj, jeg ved faktisk ikke hvad det hedder. Sørg for at trykke melon-kulgejernet ned i kødet på melonen inden du kugler, det giver perfekte runde kugler.

Find et melon-kuglejern her:

Saltristede solsikkekerner

De saltristede solsikkekerner er lavet på samme måde som saltristede mandler. Først ristes solsikkekernerne på en tør pande, når de har tage lidt farve, hældes salt opløst i vand ved. Når vandet er fordampet har du saltristede solsikkekerner. Saltristede solsikkekerner er en skøn, sprød og salt topping til salater.

Velbekomme

Melonsalat

Melon salat med 3 slags meloner
Tid: 20 minutter
Til: 6 personer

Det skal du bruge:

  • 1 galiamelon
  • 1 cantaloupemelon
  • 1/2 vandmelon
  • 1/2 icebergsalat
  • 1 hjertesalat
  • 1 håndfuld salattern (3% feta)

Saltristede solsikkekerner

  • 1 dl solsikkekerner
  • 1 tsk. salt
  • 1 spsk. vand kogende

Sådan gør du

  • Start med at lave de saltristede solsikkekerner (de kan laves flere dage i forvejen). Her er en større portion end du skal bruge til salaten

Saltristede solsikkekerner

  • Rist solsikkekernerne på en tør pande.
  • Opløs salt i vandet, det er nemmere hvis det er kogende vand.
  • Når solsikkekernerne har taget farve, tilsættes vand+salt til panden. Lad vandet fordampe, ryst godt rundt i solsikkekernerne, så saltet fordeler sig på alle kerner.
  • Køl solsikkekernerne af.

Melonsalat

  • Kugl alle melonerne til kugler. Jeg kugler dem og putter dem i skål, som jeg sætter i køleskabet lige indtil de hældes over salaten og serveres.
  • Snit icebergsalat og hjertesalat fint. Fordel melonkuglerne over salaten, top med salattern og drys med saltristede solsikkekerner.
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

Makrelsalat

Gå til opskrift

Makrelsalat af røget makrel, rygeost, radiser og spidskål

En fantastisk makrelsalat som er nem, sund og velsmagende. Jeg holder af at servere den til frokost, for frokostgæster med hjemmebagt surdejsrugbrød og et blødkogt æg til. Salaten vinder ret meget wauw-effekt, i forhold til hvor nem den er at lave. Lige nu er det en skøn salat med de spæde danske radiser og sommer spidskål.

Makrel

Makrel er en fed fisk, som vi nok kender bedst fra makrel i tomat på dåse, eller fra makrelsalat med et ordenligt lag mayonnaise på toppen. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har spist, eller set det runde bærer med markel og mayonnaise. Den her makrelsalat minder på ingen måde om den! Makrelsalaten er lavet af hel røget makrel, som kan købes i helt almindelige butikker, eller hos en hver fiskemand. Fisken er ikke særlig dyr, måske fordi den ikke er så populær. Så fortæl ikke om den lækre makrelsalat til nogen, så kan vi holde prisen på makrel nede 😉

Pinsefrokost

Makrelsalaten vil være ideel til pinsefrokost og tidligt sommer, hvor vi ikke har så mange traditioner som vi har til jul og påske. Den kan serveres sammen med andre lækre fiskeanretninger og måske du endda vil servere blinis med stenbidderrogn.

Makrel

Makrel i madpakken

Vi kender det alle, og det er ikke særligt populært at åbne en dåse makrel i tomat i frokostpausen. Bare rolig, du kan sagtens tage denne markelsalat med spidskål med på madpakken – den lugter ikke. Den kan blive lidt snasket – men husk: fisk er sundt!

Velbekomme

Makrelsalat

Makrelsalat af røgetmakrel med rygeost og spidskål
Tid: 20 minutter
Til: 6 personer

Det skal du bruge:

  • 2 hele røget makrel
  • 1 spidskål
  • 4 forårsløg eller 1 løg
  • 5 radisser
  • 1 pakke rygeost 1%
  • 1 dl skyr
  • 1 dl mælk
  • Citronsaft fra ½ citron
  • Salt og peber

Sådan gør du

  • Orden makrellen ved at knække hovedet af, del fisken i to, fileter og træk skindet af. Fjern alle ben og del kødet i mindre stykker.
  • Snit spidskålen fint, gerne på et mandolinjern.
  • Hak løg fint og skær radiser i tynde skiver.
  • Rør en dressing af rygeost, skyr, mælk, lidt citronsaft, salt og peber.
  • Vend makrel og de finthakkede grøntsager i dressingen. Smag makrelsalaten til med citronsaft, salt og peber.

Noter

Tip: server makrelsalaten på rugbrød med et ½ æg til
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

Koldskåls crunch

Gå til opskrift

Lækker granola til koldskål

Den her opskrift på koldskålscrunch er bare helt vild god! Den er nem at lave, den er sprød, crunchy og i store stykker. Det er en granola (koldskåls mysli i store stykker) fuld af gode sager, som smager fantastisk. Og så er det den crunch, jeg allerhelst vil have på min koldskål eller koldskåls-SuperShake, lige efter kammerjunker.

Crunch_banan

Koldskåls crunch er en lækker, sprød og knasende granola lavet på bananer. Den er lavet på havregryn, mandler og kerner. Jeg giver crunchen et lille drys salt, det synes jeg sætter prikken over i’et. Jeg rister koldskålscrunchen i ovnen, hvor jeg vender i den undervejs, det er det der giver de store sprøde stykker. Det er vigtigt at granolaen tørrer helt ud, så kan den holde sig sprød i en lufttæt beholder længe.

Du finder opskriften på hjemmelavede kammerjunker i indlægget om min vinder koldskål fra MasterChef her!

Koldskål crunch

Koldskål

Det er altid når de første sommertegn viser sig, at koldskåls- epidemien eller koldskålssæsonen sætter ind. Det er på det tidspunkt at købe-koldskål er på tilbud på skift i de forskellige supermarkeder, de første friske (dog udenlandske) jordbær frister og koldskåls-lysten er allerstørst. Jeg køber næsten aldrig koldskål, det er så nemt at lave selv og så smager det sjældent lige så godt, som det du selv kan lave. En “ægte” koldskål som den du finder her: opskriften på vinder koldskålen, er lidt besværlig at lave. Men bland kærnemælk, vaniljeskyr, vanilje og citron, så har du koldskål. Nogen nøjes med at blande kærnemælk med vanilje, citron og lidt sukker, sværere behøves det ikke at være.

Du finder opskriften på den simple sunde sukkerfrie koldskål til 4 personer på mit Instagram feed her.

Koldskål SuperShake

SuperShake koldskål

Efter Corona-lockdown er jeg begyndt at SuperShake dagligt på min Instagram. Det er ikke nyt at jeg SuperShaker dagligt, det nye er at jeg deler det på min Instagram. Undervejs er der opstået en populær koldskåls SuperShake. En koldskål med masser af grøntsager, eller en SuperShake, der smager af koldskål. Den opskrift finder du ikke i min kogebog: “SuperShake – Et komplet blendet måltid“. Der finder du 30 andre lækre Shake opskrifter, alt fra kager, driks, chokolade og bær Shakes.

Kogebogen koster 189kr og kan bestilles her.

Crunch koldskål

Din koldskål, om det er en SuperShake eller ej, vil elske et drys af denne koldkålscrunch.

Velbekomme

Koldskåls mysli

Koldskåls crunch

Lækker sprød granola lavet på banan
Tid: 1 time
Til: 8 personer

Det skal du bruge:

  • 2 modne bananer
  • 300 g havregryn (halv grov og halv finvalset)
  • 50 g mandler hakket
  • 50 g græskarkerner
  • 50 g solsikkekerner
  • 1/2 tsk vaniljepulver
  • 1 drys salt

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 175 grader varmluft
  • Mos de modne bananer med en gaffel.
  • Bland havregryn, groft hakkede mandler, solsikkekerner, græskarkerner og vaniljepulver i bananmosen. Alle de tørre ingredienser skal være klistret ind i bananmosen. Giv blandingen et drys salt og rør rundt.
  • Fordel havregrynsblandingen jævnt på en bradepande og rist den i ovnen i ca. 40 min. til bananen er tørret helt ud, og havregrynene er gyldne. Vend rundt i blandingen undervejs.
  • Opbevar crunchen i en lufttæt beholder, det kan holde sig sprød i mindst 3 uger. 
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

Vandbakkelser med laksemousse

Gå til opskrift

Vandbakkelser i det salte køkken

Jeg er fra syd-Jylland, det hedder det altså, hvis det er nord for Kongeåen, men syd for Vejle 😀 Og her er kagemand lavet af vandbakkelse. Derfor er det underligt for mig at få kagemand af winnerbrød eller hindbærsnitter, men jeg har taget den Nordjyske brunsviger med flødeskum til mig. Det er også underligt at bage fastelavnsboller af kagemanden (vandbakkelse). Men jeg udvider hele tiden mine madoplevelser.

Vandbakkelse påskefrokost

Nu har jeg udvidet dem så meget, at jeg har taget en “kage” med i det salte køkken. Vandbakkelser er ikke så svære at lave, som du måske tror. Og sukkeret i kagedejen er byttet ud med lidt salt.

Vandbakkelse

Påskefrokost

Jeg lavede disse vandbakkelser, da jeg forestillede mig de ville være flotte, dekorative og lækre på et påskefrokost bord, som var lidt udover det sædvanlige.

Påskefrokosterne er i år desværre aflyst. Vi tager påskefrokosten virtuelt. Når jeg ikke kan servere vandbakkelser med laksemousse for min familie, kan jeg servere opskriften for dig.

For 2 år siden bagte jeg dennegulerods-påskekage, den er stadig god og jeg har også bagt den i Corona karantænen.

Laksemousse

Laksemousse af varmrøget laks. Opskriften er super simpel og meget velsmagende. Nogen gange skal det ikke være så kompliceret, for at være super lækkert. Opskriften består af varmrøget laks, købt i portions størrelse, rødløg, creme fraiche og kapers – det er nemt.

Vandbakkelserne vil også være lækre med stenbiderrogn, som i blinis opskriften her.

I vandbakkelserne har jeg fyldt feldsalat og laksemousse. Jeg har pyntet med rødløg, agurk og dild, og så flottede jeg mig med frisk stenbidderrogn – umm det smagte godt.

Velbekomme

Vandbakkelse med laksemousse

Vandbakkelse med laksemousse af varmrøget laks
Tid: 1 time 30 minutter
Til: 14 stk

Det skal du bruge:

Vandbakkelse

  • 2 dl vand
  • 100 g smør
  • 100 g hvedemel
  • 3 æg
  • 1 tsk salt

Laksemousse

  • 100 g varmrøget laks
  • 1 dl cremefraiche 9%
  • 1/2 rødløg
  • 1 spsk kapers
  • salt og peber
  • urter: f.eks dild eller karse

Fyld/pynt

  • Feldsalat
  • Rødløg
  • Stenbiderrogn
  • Urter, dild eller karse

Sådan gør du

Vandbakkelser

  • Tænd ovnen på 200 grader almindelig ovn.
  • Smelt smøret i vandet og bring det i kog.
  • Når smøret er smeltet og vandet koger, sigt alt mel og salt hurtigt ned i gryden og pisk dejen til den er sammenhængende og uden klumper, imens gryden stadig er på bludset.
  • Tag gryden af varmen og lad den køle ca. 10 min
  • Hvorefter æggene piskes ud i dejen et ad gangen. Pisk til dejen er glat, blank og sammenhængenden. Dejen må ikke blive for tynd.
  • Fyld dejen i en sprøjtepose og sprøjt dejen ude på bagepapir i passende størrelser. Jeg fik 14 vandbakkelser på størrelse med en bolle, af denne portion.
  • Bag vandbakkelserne midt i ovnen i ca. 25-30 min, åben ikke ovnlågen under bagningen.
  • Er du itvivl om vandbakkelsen er bagt nok, tag forsigtigt en ud, falder den sammen er de ikke bagt nok. Vandbakkelserne skal være gyldende men lyse.
  • Køl vanbakkelserne helt af, inden du fylder dem.

Laksemousse

  • Hak rødløg og kapers fint.
  • Fjern skindet fra laksen og rør det med cremefraiche, rødløg og kapers.
  • Smag laksemoussen til med citronsaft, salt og peber og evt. hakkede urter.

Fyld vandbakkelserne

  • Skær vandbakkelserne halvt over og fyld dem med skyllet feldsalat og laksemousse og pynt dem med hakket rødløg, stenbiderrog og urter.

Noter

Vandbakkelserne kan bages dagen før og opbevares i en pose.
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

Kanelsnurrer

Perfekte kanelsnurrer med surdej

Gå til opskrift

Perfekte kanelsnurrer kan nemt starte en diskusion. Skal der kardemomme, vanilje, kanel eller endda citrusskal i dejen? Hvor meget remonce skal der i og hvor stor skal sneglen være?

Her får i mit bud på de perfekte kanelsnurrer med surdej.

Snurrer

Snurrer til kaffen

Kanelsnegle, eller snurrer, smager godt på alle tidspunkter af dagen. Til eftermiddagskaffen, til aftenskaffen eller til morgenkaffen. Morgenkager behøver ikke kun at være wiennerbrød! Jeg synes det er til morgenkaffen kanelsnegle gør sig allerbedst. Derfor kan denne opskrift på kanelsnurrer koldhæve, så du kan lave nybagte snegle på den tid det tager at brygge kaffe (næsten). Du kan også lade dem hæve på køkkenbordet 1 time, når de er snoet, så kan de være klar til eftermiddagskaffen. Størrelsen på snurrerne er perfekt til eftermiddagskaffen, for de er præcis så store at én er nok. Laver du kanelsnegle af opskriften, så lav 15-20 stk istedet for 10 snurrere, én snegl er aldrig nok.

Mængden af smør, remonce og kanel i denne opskrift er præcis så snasket som en snegl skal være og den bliver ikke tør dagen efter. De er allebedst nybagte, men stadig fantastiske dagen efter.

Marcipan ville også gøre sig godt i snegle eller snurrer, det prøver jeg næste gang, ligesom i opskriften på luksus luciabrød jeg har delt her.

Snurrer kanel

Corona-snegl

En “Corona-snegl” er meget sigende for denne periode og for opskriften. Alt foregår i snegle tempo, sådan føles det i hvertfald. Dagene flyver afsted, men jeg når på igen måde det jeg gerne vil, eller hvad jeg føler jeg når til “hverdag”. Hvis du bevæger dig udenfor er byens tempo også i sneglefart.

De sociale medier har kroende dage og der er kanelsnegle og snurrede allesteder.

En 3. ting du heller ikke kommer uden om i disse corona-tider er surdej! Dejen som skal passes og fodres som en Tamagotchi, trives i mange håbefulde surdejsbagers hjem lige nu. Når surdejsbrødet lykkes skal det dokumenteres på de sociale medier, helst et billede af et brød- eller en bolle som er skåret over, så vi kan se hvor smukke lufthuller brødet har. Bevares, jeg kæmper selv med store lufthuller i mine brød. Rugbrød, pizza og nu snurrer med surdej har jeg bedre styr på.

Kanelsnurrer

Surdejs kanelsnurrer

Kanelsnurrerene er bagt med en hvede surdej. Det vil sige at jeg har fodret min surdej med hvedemel og vand. Jeg plejer at fodre min surdej med 50/50 hvede- og fuldkorns-mel. En hvede surdej tager længere tid om at udvikle sig, end en dej med fuldkorn, da fuldkorn fremmer fermateringsprocessen.

Selvfølgelig er kanelsnurrerne bagt med surdej, det vidner om overskud, tid og kvalitet – gør det ikke? Surdejen er hjulpet på vej af lidt gær og jeg er sikker på du også vil få succes med denne opskrift, hvis du undlader surdejen til fordel for 5-10g ekstra gær.

Hvidchokolade glasur

Jeg har lært mange ting i MasterChef, og det her er en af tingene. I stedet for glasur af flormelis og vand smager det endnu bedre at dekorere kanelsnegle, eller kanelsnurrer, med smeltet hvidchokolade.

Kanelsnurrer glasur

Sunde opskrifter

Denne opskrift er på igen måde en opskrift du kan putte i kategorien “sund”. Den er både kalorierig og uden grøntsager, men til gengæld er den måske den allerbedste. Sundhed handler om “både og”, og jeg vil til enhver tid vælge at spise én af de allerbedste kanelsnurrer, end at sige ja tak til en tør tarvelig købe kanelsnegl, som jeg bare vil fortryde at jeg spiste bagefter, fordi den ikke var kalorierne værd.

Rigtig god fornøjelse

Velbekomme

Kanelsnurrer

Surdejs Kanelsnurrer
Til: 10 stk

Det skal du bruge:

  • 175 ml sødmælk lunt
  • ca. 15-20g gær
  • 2 spsk hvedesurdej Opfrisket surdej med 60g hvedemel, 60g vand – bageklar
  • 2 æg
  • 1 tsk sukker
  • 1 tsk kardemomme
  • 500 g hvedemel
  • 120 g blødt smør
  • Mælk eller æg til pensling Det glemte jeg

Ramonce med kanel

  • 150 g blødt smør
  • 150 g brun farin
  • 3 spsk kanel

Glasur

  • 50 g Hvidchokolade

Sådan gør du

  • Lun mælken til den er fingervarm. Hæld mælken i en rørskål, jeg bruger min røremaskine.
  • Rør gær og surdej ud i mælken. Tilsæt æg, sukker salt og kardemomme.
  • Rør melet i lidt ad gangen og ælt dejen godt. Den må gerne slippe skålens kanter, men stadig være klisteret.
  • Dæk skålen med et viskestykke og lad dejen stå 20 min.
  • Skær smørret i tern og ælt det i dejen lidt ad gangen. Ælt dejen til alt smørret er optaget. Ælt dejen godt til den er blød, smidig, fugtig og slipper skålens kanter, men stadig er lidt klisteret.
  • Lad dejen hæve til dobbelt størrelse på køkkenbordet, det tager ca. 1 time.

Remonce

  • Lav imens remoncen, ved at røre ingredenserne sammen.
  • Rul dejen ud på et meldrysset bord, til ca 35 x 55 cm.
  • Smør remonce over det hele
  • Fold dejen ind over sig selv, på den lange led. Først fra den ene side og så fra den anden side, så dejen er foldet i 3 lag.
  • Sæt dejen på køl i ca. 30 min. Det gør den nemmere at sno.
  • Lav snurrer ved først af dele dejen i 10 lige store dele. Skær derefter hver rektangel op i mindten, men ikke helt over, som et par bukser.
  • Sno "buksebenet" sammen og sno snoningen rundet om sig selv og put enden ned i midten.
  • Lad kanelsnurrerne hæve ca. 1 time og bag dem 10-12 min. ved 200 grader. Pensel dem med sammenpisket æg eller mælk inden de bages.
  • Eller lad dem koldhæve på køl natten over
  • Tag kanelsnurrere ud af køleskabet, gerne 1,5 time før bagning og bage dem 10-12 min. ved 200 grader

Glasur

  • Smelt hvidchokolade og dekorer snurrerne, eller lad den hvide chokolade smelte på de nybagte snegle. Pensel dem med sammenpisket æg eller mælk inden de bages.
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

Rødbederavioli med jordskokkekompot og krydret is

Gå til opskrift

Grøntsags-dessert

Tænk en gang, at denne dessert med grøntsager, blev mit farvel til MasterChef. Mig som elsker dessert og grøntager – øv!

Mine tanker og min oplevelse med at ryge ud af MasterChef får I i morgen. Hvis der er noget du gerne vil have svar på, så spørg mig på Instagram, så jeg kan tage det med i blogindlægget, som jeg deler i morgen. For nu, vil jeg spare dig for mine følelser, så det kan handle om denne smukke grøntsags dessert.

Grøntsags dessert

Opskriften

Jeg har lavet desserten nogle gange, siden min afsked med MasterChef. Der gik noget tid før jeg kastede mig over den igen. Men følelsen af, det kan jeg fand** godt, sidder stadig i mig. Jeg ved heller ikke hvorfor, men jeg har et kæmpe behov for at vise at jeg kan! Derfor deler jeg opskriften med dig – så kan du også lave den.

Da jeg kom ud fra MasterChef køkkenet skrev jeg opskriften ned, så godt som jeg kunne huske den. Vi fik en opskrift i programmet, som vi ikke måtte tage med ud af studierne. Vi optog programmet fredag d. 15 november 2019, og der gik nogle måneder inden jeg åbnede opskriften igen. Derfor er opskriften sådan som jeg er lykkes med den.

Rødbederavioli med krydret is

Gemyse ret

Desserten er en ret, som Mette fra restaurant Gemyse i Tivoli, præsenterede os for. Det er en grøntsagsdessert hvor grøntsager er pakket ind i grøntsager. Det er en super spændende dessert og særdeles velsmagende. Måske også den oplevelse i MasterChef hvor jeg lærte mest? Jeg ville ønske jeg selv kunne komme på en dessert som denne. Desserten er både smuk, indbydende, anderledes og velsmagende.

Krydert is

Desserten indeholder en is, som jeg synes dessert skal. For jeg elsker is (og guf)! Isen ser ikke ud ad meget, men dens krydret smag er helt speciel.

Rødbederavioli

Rødbederavioli

Rødbederavioliene synes jeg er smukke. De er lavet af syltede rødbeder, som skal sukker syltes senest dagen før desserten skal serveres (med mindre du har en vakuumér). Rødbederne skæres meget tyndt på et mandolinjern (med mindre du har en pålægsmaskine), og syltes i kirsebæreddike. Syltningen gør det muligt at folde rødbederne til ravioli.

Syltelagen koges ind til en sauce til retten. Pas på ikke at koge den for meget ind (det kan give en syrlig brændt smag). Jeg kan godt lide syltelagen kogt ind, næsten til en sirup, men sådan er vi jo forskellige.

Efter at have set afsnittet, kan jeg godt huske at raviolierne havde 4 hjørner. Min har 3, du kan gøre det som du vil, de smager stadig godt.

Jordskokkekompot

Jordskokkekompotten som er inden i ravioliene er kogt i kokosmælk, det kunne jeg ikke gennemskue ved første mundfuld. Jordskokkerne bidrager med noget struktur og knas til retten, sammen med rosmarin er kompotten helt fantastisk. Jeg smager den til med ca. en tsk sukker, det er ikke helt efter MasterChef opskriften, men sådan synes jeg den smager bedst.

Velbekomme

Rødbederavioli med jordskokkekompot og krydret is

Gemyse ret
Tid: 2 days
Til: 4 personer

Det skal du bruge:

Krydr is

  • 1/3 kanelstang
  • 1/6 muskatnød revet
  • 20 g frisk ingefær
  • 3,5 dl sødmælk
  • 1,5 dl fløde
  • 25 g glukose
  • 50 g sukker
  • 100 g æggeblomme
  • 13 g moscovado sukker
  • 1 blad husblas

Jordskokkompot

  • 300 g jordskokker
  • 1 dåse kokosmælk fuld fed
  • 2 kviste frisk rosmarin
  • 1 hele citronskal skal af en citron

Rødbede ravioli

  • 1 stor rund rødbede
  • 1 dl kirsebær eddike
  • 20 g sukker evt. mere
  • 40 g honning evt. mere

Sådan gør du

Krydret is

  • Knus kanelstangen groft, riv muskat nødden og skræl og skær ingefæren i små stykker. Bland mælk og fløde og læg kydderierne i blød, i mælkeblandingen.
  • Læg husblassen i blød i vand
  • Lun mælk- og krydderiblandingen sammen med sukker og glukose. Desto længere trække tid, desto mere kydret smag i isen.
  • Pisk æggeblomme og muscovado sukker til en æggesnaps
  • Si den lune mælkekrydderblanding i æggesnapsen og leger ismassen til 82 grader.
  • Smelt husblassen i massen.
  • Sæt is massen på køl til næste dag, hvorefter den fryses på en ismaskine.

Rødbederavioli

  • Skræl og skær rødbeden i meget tynde skiver. Stik skiverne ud til en perfekt cirkel.
  • Kog kirsebæreddike, sukker og honning til en syltelage. Hæld lagen over rødbederne og lad dem sylte minimum natten over i køleskabet.
  • Du kan enten koge lidt af lagen ind til en sauce til retten, eller du kan du kan bruge lagen som rødbederne har syltet i og koge ind. Desto længere rødbederne har stået på køl, desto mere rødbedesmag i lagen.

Jordskokkekompot

  • Skræl og skær jordskokkerne i små tern
  • Kog jordskokkerne møre i kokosmælk med rosmarinkvistene i.
  • Jordskokkerne skal være møre, men stadig have bid.
  • Mos jordskokkerne til en grov kompot med en gaffel, undlad rosmarinkvistne, juster konsistensen med lidt af kokosmælken.
  • Smag kompotten til med citronskal og evt. sukker

Anretning

  • Rødbedeskiverne placeres på et viskestykke for at dryppe af. Put en tsk. jordskokkekompot på hver rødbede. Fold rødbeden mod mitten, så raviolien dannes
  • Server 5 rødbederavioli pr. person. Hæld lidt sirup over og lav en quenelle af isen.
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

Blinis

Opskrift på skønne fuldkorns blinis med stenbiderrogn

Gå til opskrift

Perfekte blinis

Opskriften jeg skulle have kendt til i MasterChef, som ville gøre min “kaviar-chips-dip” til en ret!

Jeg har øvet mig og lært at lave skønne blinis. Jeg kender blinis som en lille pandekage lavet med boghvedemel. Jeg har forsøgt mig med gær og bagepulver. Jeg har også forsøgt mig med og uden smør, samt med og uden sukker i dejen. Det er der kommet de her fantastiske blinis ud af. De er luftige inden i og sprøde uden på (de skal steges i lidt smør) og så er de salte, men lidt søde – helt perfekte!

Blinis stenbiderrogn

Fuldkorns blinis

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg elsker at bage med hvid hvedemel. Det er ikke “bare” hvidt hvedemel, men en fuldkornsvariant af hvedemel, hvor hele kornet er bevaret. Du kan læse mere om denne hvide lyse fuldkornsmel i opskriften på mine fuldkorns pølsehorn her.

Jeg har brugt hvid hvedemel i opskriften på blinis og boghvedemel, fordi jeg laver opskrifter som jeg selv har lyst til at spise med god samvittighed. Jeg vandt intet smagsmæssigt ved f.eks at putte smør i dejen, hvilket for mig vil ekstra kalorier. Det vil jeg hellere spare til fordel for andre lækre ting, jeg også gerne vil spise. Kalorierne er ikke ubegrænset for mig, da mit mål er at holde en stabil vægt, ikke tage på og være i okay fysisk form.

Boghvedemel

Bogehvedemel skal i blinis, men du kan egentlig sagtens erstatte det med hvedemel, hvis du ikke har boghvedemel. Boghvede er faktisk ikke en kornsort, det er nærmere en nød. Boghvedemel har intet med mel at gøre. Boghvede er særligt kendt på fyn i boghvedegrød (som jeg faktisk ikke har smagt). Jeg har hørt at boghvede er let fordøjligt og derfor anvendes i diætmad. Det trekantede boghvedefrø kan anvendes som andre stivelser som f.eks ris, og det er naturligt glutenfrit.

Blinis opskrift

Fyld

De små buttede russiske pandekager, er den perfekte “skovl” til alverdens lækre sager, som f.eks forårets luksus, nemlig stenbiderrogn. De passer perfekt til en forret til en skøn menu, eller på frokostbordet f.eks til påske. Spis blinis med stenbidderrogn, rødløg, cremefraiche og urter eller lakse- eller tunmousse. De er perfekt til foråret og et skønt glas bobler i glasset (på mine billeder er der danskevand i vinglasset) det kan også noget. Du må gerne prøve det.

Velbekomme

Blinis boghvede

Blinis

Blinis til stenbiderrogn
Tid: 45 minutter
Til: 16 stk

Det skal du bruge:

  • 2 dl mælk
  • 1 æg delt i blomme & hvide
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk honning
  • 75 g boghvede
  • 75 g hvid hvede
  • 1,5 tsk bagepulver

Sådan gør du

  • Pisk mælk, æggeblomme, salt og honning sammen
  • Bland boghvedemel, hvid hvede og bagepulver sammen og sigt det i mælk og æggeblandingen. Rør dejen godt sammen.
  • Lad dejen hvile i ca 30. minutter
  • Pisk æggehviden stiv og vend den i dejen.
  • Fyld dejen i en sprøjtepose og bag små pandekager af dejen på en middelvarm pande med lidt smør
  • Jeg fik ca. 16-20 små pandekager på størrelse med en kop af portionen.
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!

Braiserede svinekæber i taco

Majs tacos med mexikansk braiserede svinekæber

Gå til opskrift

Braiseret svinekæber

Braiseret svinekæber smager helt fantastisk! Svinekæber er simremad og kræver derfor lidt forberedelsetid, men jeg lover dig, at denne opskrift på mexikansk øl braiserede svinekæber er ventetiden værd. Simretiden gør at svinekæberne bliver “smør”-møre, smagsfulde og fantastiske. I mellemtiden kan du forberede tilbehøret, smide en Corona øl på køl og glæde dig til et komplet mexikansk måltid.

Svinekæber skal simre eller braisere for at blive møre, da kæberne er en muske,l som indeholder meget bindevæv. Til gengæld er svinekæberne proteinrige og har et lavt fedt indhold.

Soft tacos med svinekæber

Taco

Taco er min livret! Der findes ingen begrænsinger for hvordan det kan laves. Krydret fyld og salat i en wrap eller skal, det er det jeg kalder taco. Det her må siges at være luksus udgaven, som du skal prøve hvis du er kørt træt i varianten med hakket oksekød. Den opskrift har jeg delt her.

Hjemmelavede wraps, madpandekager eller soft tacos synes jeg altid er luksus, ikke fordi de er svære at lave, men fordi du tager dig tiden til at lave dem fra bunden. Det er ekstra kræs for dine spisere.

Carnitas

Carnitas

Carnitas er mexikansk, som betyder småt kød, og er bedre beskrevet som Mexikansk pulled pork. Carnitas kan laves af forskellige udskæringer.

Jeg synes denne mexikanske pulled pork slår den fedtede amerikanske pulled pork til enhver tid. Der er selvfølgelig også noget over en greasy barbeque sovs, men langtidsbraiserede svinekæber gør sig også fantastisk i burger.

Prøv det i verdens bedste burger boller.

God fornøjelse

Velbekomme

Braiserede svinekæber

Braiserede svinekæber i taco

Majs tacos med mexikansk braiseret svinekæber
Tid: 2 timer 30 minutter
Til: 4 personer

Det skal du bruge:

Braiserede svinekæber

  • 1-1,4 kg svinekæber
  • 2 tsk paprika
  • 1 tsk spidskommen
  • 1 tsk røget paprika
  • 1 tsk oregano
  • 1/2 tsk cayennepeber
  • 1/2 tsk salt
  • 1 spsk smør
  • 1 spsk olie
  • 1 løg
  • 1 mørk øl ca. 33cl
  • 2-3 dl grøntsagsbouillon vand + terning

Taco – 10 stk

  • 1,5 dl kogende vand
  • 2 dl Harina majs mel

Tomatsalsa

  • 1 bakke cherrytomater ca. 250g
  • 1/2 rødløg
  • 1/2 rød chili
  • 1 håndfuld persille
  • salt og peber

Avocado salsa

  • 2 avocado
  • 1 tomat
  • 1/4 agurk
  • 1 dl majs fra dåse
  • 1/2 rødløg
  • 1 fed hvidløg
  • 1/2 lime saft der fra
  • salt og peber

Sådan gør du

Øl braiserede svinekæber

  • Pus svinekæberne fri for hinder, hvis ikke din slagter allerede har gjort det for dig
  • Dup svinekæberne tørre med køkkenrulle
  • Bland alle krydderierne sammen og vend svinekæberne i kryderiblandingen så de er helt dækket
  • Varm smør og olie i en gryde og brun svinekæberne på alle sider
  • Pil og hak løgene i både. Tilføj løgene og steg dem med til de er klare
  • Hæld øl i gryden og tilsæt grøntsagsbouillon til svinekæberne er dækket
  • læg låg på, og lad sinekæberne braisere i 1,5 time til svinekæberne er møre
  • Inden servering tages svinekæberne op af grynden og rives med to gafler

Tacos

  • Rør majsmel og kogende vand sammen, jeg gør det med en gaffel. Så snart du kan røre ved dejen, æltes dejen sammen til en konsitens som modellervoks
  • Lad dejen hvile 30 min.
  • Rul dejen tyndt ud, med en kagerulle. Jeg gør det mellem en frysepose jeg har klippet op. Rul dejen til pandekager eller udstik tacos
  • Bag pandekagerne på en tør varm pande et pr. min på hver side

Tomatsalsa

  • Vask tomaterne og hak dem fint i tern. Pil løget, hak også løg og chili fint
  • Vend tomater, løg og chili sammen med persille, smag det til med salt og peber

Avocado salsa

  • Mos avocadoerne sammen med presset hvidløg og lime saft.
  • Hak tomatkødet (kasser kernerne), agurk og rødløg fint
  • Bland det i avocadoen sammen med majs og smag det til med salt og peber

Noter

Majs tacos bør laves af Masa Harina majs mel, jeg kunne kun få fat i Harina de maiz, hvad forskellen er har jeg ikke helt styr på.
Har du prøvet opskriften?Tag @anne.sondergaard på Instagram så jeg kan se med!